Marca: Disse 6 spillere har Arbeloa problemer med
Álvaro Arbeloa blev hevet op på førsteholdet for at forsone omklædningsrummet, men den plan må siges at have slået fejl, selvom de indledende dage tydede på noget andet. På det seneste er det kommet frem, at træneren har kontroverser med flere af spillerne.
Ifølge Marca var Eduardo Camavinga den første der luftede sin utilfredshed overfor Arbeloa. Franskmanden var utilfreds med en udskiftning tidligt i forløbet. Siden har træneren foretrukket Thiago Pitarch i mange kampe. I Arbeloas anden kamp i spidsen for Real Madrid blev Camavinga taget ud i pausen, som det så ofte før er sket, og det kunne være et bud på den omtalte kamp.
Den næste i rækken var anføreren. Dani Carvajal var stærkt utilfreds med, at han slet ikke fik spilletid mod Rayo d. 1. februar, hvor Fede Valverde spillede kampen som højre back. En uge senere mødte Real Madrid Valencia på Mestalla, og her var David Jiménez foretrukket. Han spillede 76 minutter, og har ikke fået en kamp siden.
Álvaro Carreras følte sig som syndebuk efter nederlaget til Benfica i ligafasen af Champions League. I den næste kamp, også d. 1. februar mod Rayo, fik han ikke spilletid, og krævede at vide hvorfor efter kampen. Dette var efter sigende årsagen til, at Arbeloa kom for sent til et pressemøde. Carreras spillede de efterfølgende seks kampe, men siden da har både Ferland Mendy og Fran García overhalet ham.
David Alaba var næste i rækken af spillere, der var utilfredse med spilletiden. Tidligt i februar gik han til Arbeloa, fordi han ikke kunne forstå manglen på muligheder. Det ændrede dog ikke noget, og østrigeren, der tjener svimlende €22,5 millioner om året, har kontraktudløb til sommer.
Den 11. marts slog Real Madrid Manchester City med 3-0 på Bernabéu, og Arbeloa havde foretrukket Antonio Rüdiger i startopstillingen sammen med Dean Huijsen. Det blev Raúl Asencio fortørnet over. Tre dage senere var planen, at han skulle starte inde mod Elche, men på kampdagen mødte Asencio op på Arbeloas kontor med en læge, og fortalte, at han havde lidt muskelsmerter. Det faldt ikke i god jord hos Arbeloa, og heller ikke hos Rüdiger, der skulle have hvilet, men nu i stedet måtte starte inde.
Efterfølgende var Asencio ude af truppen i en række kampe, men efter han havde undskyldt til truppen, og i særdeleshed Rüdiger, var han igen med, da man mødte Mallorca.
Det klareste eksempel på en spiller, der har haft kontrovers med Álvaro Arbeloa er Dani Ceballos. I april mødte Ceballos op på Arbeloas kontor og bad om ikke at have mere kontakt, og siden har han ikke været i truppen, og det kommer han heller ikke mere i denne sæson. Han har stadig et år tilbage af sin kontrakt. Han har blot deltaget i fem kampe under Arbeloa, senest d. 21. februar i nederlaget til Osasuna.

