Pérez' otte valg
Florentino Pérez har kaldt til valg, og mens vi venter på andre kandidaturer, kan vi tage et kig på hans tidligere valg. Pérez har deltaget i otte præsidentvalg, og han har vundet de syv. De seneste fem, siden 2009, har dog været uden modstandere, så 'valg' er måske så meget sagt.
Første gang han stillede op var i 1995, og Florentino Pérez Rodríguez var blot en knægt på 47 år, der havde tjent lidt penge i byggebranchen. Han var oppe imod Ramón Mendoza og Santiago Gómez Pintado. Mendoza havde været præsident siden 1985 og var favorit, men han endte med at slå Florentino Pérez med under 700 stemmer.
Det inkluderede tv-debatter og dårlig stemning kandidaterne imellem, og allerede i november måtte Mendoza træde tilbage pga. klubbens dårlige økonomi. Efter ham overtog Lorenzo Sanz, der senere tabte valget til Pérez i 2000. Pérez fik 49,73% af stemmerne, mens Sanz fik 40,17%. Her kom Pérez beredt med løfter om Luis Figo og bedre økonomi. Og kort tid efter valget blev Figo præsenteret i Madrid. I 2004 slog han igen Lorenzo Sanz, men denne gang var resultatet noget mere ensidigt. Indkøb af bl.a. Figo, Zidane, Beckham og Ronaldo betød, at den siddende præsident fik hele 91,64% af stemmerne.
Pérez forlod posten i 2006 efter en tumultarisk periode, og Ramón Calderón blev valgt ind senere på året.
I maj 2009 annoncerede Pérez, at han ville stille op som kandidat igen ved sommerens valg, og da han var den eneste kandidat, blev han igen præsident. Og man må sige, at han sparkede døren ind med støvler på. Kaká, Cristiano Ronaldo, Karim Benzema, Álvaro Arbeloa og Xabi Alonso var blot nogle af indkøbene den sommer.
Siden da har han siddet i fire yderligere perioder uden modstand. I 2013, 2017, 2021 og senest 2025 var der ingen modkandidater. Det kunne ikke svare sig, men det kan det måske nu, hvor klubben er i en situation, der mildest talt ikke er optimal.
