Málaga lurer på Thiago Pitarch

Thiago Pitarch har netop været med til at vinde U19-EM med Spanien, så snart skal den 18-årige midtbanespiller til at finde ud af, hvor han i den kommende sæson skal slå sine folder.
Det står efterhånden klart, at det ikke bliver hos Castilla, men det er heller ikke sikkert, at det bliver på Real Madrids førstehold. Thiago har selv udtalt, at han endnu ikke har snakket med Mourinho, og at han gerne vil spille Champions League, men selv hvis han blev i Real Madrid, er det uvist, hvor gode chancer han har for at gøre netop det. Godt nok er Dani Ceballos fortid, ligesom Real Madrid formentlig vil være lydhøre over for bud på Eduardo Camavinga, men ind er også kommet Bernardo Silva. Og mest af alt er det blot uvist, hvor stort et lys Mourinho ser i den unge spanier.
Forlydenderne går dog på, at Thiago kommer til at få muligheden for at bevise sig i optaktssæsonen, men ellers skulle der også være andre gode muligheder for at begå sig på højt niveau. Ifølge AS har LaLiga-oprykkerne Málaga nemlig snøren ude efter Pitarch, men den sydspanske klub kan dog naturligvis ikke love europæisk fodbold. Så meget kommer nok til at afhænge af Mourinhos planer for midtbanen. Og om Real Madrid har tænkt sig at forstærke den, som rygterne længe gik på.
