VM-status: Kun én Real Madrid-spiller kan løbe med guldet

VM-semifinalerne blev en dyr omgang, hvis man drømmer om Real Madrid-spillere som verdensmestre. Fem var tilbage af de oprindelige 14 Real Madrid-spillere, men efter semifinalerne er der kun én, der kan løbe med guldet, mens vi til gengæld er sikre på Real Madrid-spillere med både sølv- og bronzemedaljer. Her følger den korte status.
De røg ud:
Frankrig: Mbappé, Tchouaméni og Konaté
Frankrig var elendige, så snart der kom betydelig modgang, og ingen spillere kunne være deres indsats bekendt, da Spanien slog dem med 2-0. For første gang til VM bidrog Mbappé hverken med mål eller assists, mens Tchouaméni var tilbage fra skade og fik hele kampen, der dermed blev hans fjerde ud af syv mulige til slutrunden. Heller ikke han var noget at råbe hurra for, mens Konaté igen så hele kampen fra bænken og dermed stadig kun har fået det ene indhop. Nu venter en bronzekamp mod England lørdag aften.
England: Bellingham
England skuffede vanen tro, men denne gang skuffede de også alverdens fodboldfans uden for landets grænser, da man skal være af en særlig støbning for at kunne overskue tanken om endnu et VM-trofæ til bisserne fra Argentina. England tabte 2-1 i en tragisk kamp, hvor englænderne bragte sig foran, men helt uforståeligt valgte at stille sig tilbage og parere. Det mestrede man ingenlunde, og derfor endte det med at Argentina vandt på to sene mål. Bellingham spillede igen fuld tid, og nu venter bronzekampen altså lørdag aften imod Frankrig.
Han kan stadig vinde guldet:
Spanien: Cucurella
Meget hviler på Cucurellas skuldre. Dels er han nu den eneste Real Madrid-spiller, der har chancen for at kunne kalde sig verdensmester de næste fire år, og dels er han én af de elleve spanske startere, der skal gøre os alle en tjeneste og slå Argentina i finalen. Cucurella var igen-igen bundsolid, da Frankrig blev slået med 2-0, og Cucurella har fortsat spillet samtlige af de mulige minutter for Spanien til VM. Finalen spilles søndag aften.
