Mourinho om Ballon d'Or: Vi ved alle, hvem der har skrevet individuel historie denne sommer
Hvis Álvaro Arbeloa var kendt som et sludrechatol på pressemøderne, så må journalisterne for alvor se på Mourinho som en friskbagt snøffel efter fyraften, når han sætter sig i den varme stol. Det vælter nemlig med ord ud af portugiserens mund, så vi kom vidt omkring på dagens pressemøde. Det vigtigste følger her.
Mourinho lagde ud med at sige:
- Der har været spillere, og jeg bliver ikke træt af at gentage det, som har haft forskellige optakter til sæsonen, men vi har en stærk trup med løsninger, der kan kompensere for disse små problemer. Jeg kan give et eksempel. I morgen starter Cucurella, mens Carreras, som har spillet og gjort det godt mod Espanyol og Real Sociedad, bliver på bænken. Hvis Cucurella mangler benzin i det 70. eller 75. minut, har vi Álvaro til at komme ind. Det er den slags løsning, en trup som denne giver en træner.
Diomande:
- Jeg vil ikke sige mere om de enkelte spillere, men han er en af dem, der kom sidst, og han havde en vanskelig sommer på grund af uvished. Han trænede ikke med Leipzig, og da han kom til Madrid, havde han ikke noget træningsgrundlag fra sin tidligere klub. Han har allerede fået minutter mod Espanyol og Real Sociedad, hvilket er det, spillerne har brug for for at udvikle sig, og han bliver bedre og bedre. I morgen starter han enten inde eller kommer ind senere. Han bliver mere og mere klar.
Forbindelsen mellem Mbappé og Bellingham:
- Det handler ikke om de to, men om alle. Det afgørende punkt er kvalitet, og vi taler om superkvalitet. Et andet punkt, som er sekundært, men stadig vigtigt, er empatien mellem to mennesker. Jeg taler ikke længere om to spillere, men om to mennesker. Vi har masser af empati, venskab og samarbejde. Når man kombinerer personlig empati med enorm kvalitet, har vi alt, hvad der skal til for hele tiden at blive bedre. Holdets dynamik er 11 spillere, ikke to plus ni, og den dynamik vil gøre, at vi bliver bedre og præsterer mere og mere. Jeg kunne ikke være mere tilfreds med det, de har gjort efter blot et par uger sammen.
Yderligere om Bellingham:
- Han er en unik og ekstremt vigtig spiller for holdet. Han har forskellige talenter, fra det fysiske til det mentale og taktiske. Han har også evnen til at erobre bolde og presse, samt evnen til at score mål og hans spil i luften. Han er en helt fantastisk spiller, men jeg bryder mig ikke så meget om at tale om Kylian, Vini eller Jude. Jeg forstår godt, hvorfor I spørger, men jeg er meget tilfreds med alle de spillere, jeg har.
Ballon d'Or:
- Der er ikke mange, måske et dusin spillere på meget højt niveau, hvoraf vi har tre eller fire. Det er normalt, at det er en ambition. For mig skal Ballon d'Or gå til en af de spillere, som vi savner for evigt, når han er færdig med at spille. Jeg savner Maradona, Ronaldinho, Ronaldo, Cristiano, Messi, Zizou, Lothar Matthäus ... Jeg savner disse mennesker. Man kan ikke give Ballon d'Or til en spiller, bare fordi han vandt Champions League eller VM. Hvis du vil belønne Champions League, så giv Ballon d'Or til Luis Enrique. Trænernes Ballon d'Or, som repræsenterer holdet. Eller til Spaniens landshold – træneren De la Fuente fortjener sikkert Ballon d'Or for trænere. Det er den store hyldest til et hold, der skriver sig ind i historien. Men noget andet er verdens bedste spiller. Og han behøver hverken være fra Paris Saint-Germain eller det spanske landshold. Der er to, tre eller fire spillere, der er verdens bedste, og vi ved, hvem de er, og vi ved, hvor de er. Og de er her. Og vi ved også, hvem der individuelt har skrevet historie denne sommer.
Thiago Pitarchs genoptræning
- Álvaro (Arbeloa, red.) har givet ham så mange kampe og så mange minutter, at han uden nogen som helst tvivl har vist, at han kan spille for Castilla en gang imellem, men han er ikke en spiller, der skal spille i den division, Castilla spiller i. Han er en førsteholdsspiller, og jeg kan rigtig godt lide ham. Han har egenskaber, jeg virkelig godt kan lide, og han er en del af denne gruppe på 21 spillere, hvor vi i øjeblikket, som I kan se, har Rivas, Ciria, Cestero og to målmænd på bænken. Når Thiago er klar, bliver han en del af gruppen, og som en del af gruppen venter der også spilletid på ham. Han har masser af kvalitet. Det eneste, jeg siger til ham, er, at musklerne i hans ben er lige så store som mine, og at han skal tage et par kilo på dér gennem arbejdet.
Om angrebet skal trænes mere end forsvaret:
- Når man har spillere med en utrolig kvalitet, får de ofte træneren til at se ud som et fænomen. Og mange gange er træneren ikke noget fænomen – det er spillerne, der er fænomenerne, fordi de gør ting, som ligger ud over det daglige arbejde. Vi arbejder lige så meget med den defensive organisation som med den offensive organisation. I dag brugte vi for eksempel alle 45 minutters træning på den offensive organisation. Selvfølgelig arbejder vi med taktiske formationer og bevægelser, men når det kommer til det svære, er det spillerne, der vinder kampene. Man skal give plads til deres kreativitet og deres evne til at træffe beslutninger, uden at miste organisationskonceptet, og jeg synes, vi udvikler os enormt meget på det område.
Skaderne:
- Endrick er tæt på. Af dem alle er han den, der er tættest på at vende tilbage, men jeg vil ikke tage nogen risiko. De øvrige forløb er mere komplicerede, som Militão, Rodrygo og Asencio. I Tchouamenis situation er vi nødt til at kontrollere følelserne, fordi jeg ikke ønsker, at han på grund af sit ønske om at spille kommer ind og derefter må gå ud igen. Han spillede ved VM, stoppede og spillede derefter igen i semifinalen. Jeg ønsker ikke at starte sæsonen i august med en situation som denne. Jeg foretrækker at vente lidt og få Tchouameni helt klar, for han er en vigtig spiller for os.
Er det sværere at håndtere omklædningsrummet eller at træne holdet?
- Jeg ser det hele som noget naturligt, også problemerne er noget naturligt. Jeg har endnu ikke haft det første problem, men de kommer. Jeg ved ikke, om det bliver fra et ledelsesmæssigt eller taktisk synspunkt. Og når de kommer, uanset om det er taktisk eller ledelsesmæssigt, er det normalt, at det kan ske. Man skal se på det naturligt og håndtere det naturligt.
Lækager af startopstillingerne
- Hvis vi i morgen går ind til kampen, og modstanderen først kender vores hold halvanden time før kampen, foretrækker jeg det. Men hvis vores hold bliver lækket i dag, er det ikke dramatisk for mig. Det, der bekymrer mig, er, når man foretager mange strukturelle ændringer. Hvis vi for eksempel spiller med tre midterforsvarere i morgen, eller hvis vi spiller med Espí og Kylian sammen – hvis vi gør noget, der ligger lidt uden for det, Málaga-træneren forventer – så er det anderledes. Men forskellen på at spille med Carreras eller Cucurella er ikke dramatisk for mig. Hvis startopstillingen ikke bliver lækket, er det en positiv fornemmelse, fordi det betyder, at spillerne ikke har talt, materialefolkene ikke har talt, og at lægeafdelingen har holdt mund.
