Referat: Betis - Real Madrid 1-0, LaLiga, 4. spillerunde

Real Madrid skulle fortsætte de positive takter fra de første tre kampe i LaLiga, men fredag aften var der tegn på, at hvedebrødsdagene er slut i den spanske hovedstad. En række store chancer blev nemlig misset, og da Betis scorede på deres eneste af slagsen, led Real Madrid sæsonens første nederlag.

José Mourinho havde valgt at stille op nogenlunde som forventet med den undtagelse, at Camavinga fik genvalg på den defensive midtbane. Hvis det er fordi træneren ønsker mere fysik end Bernardo Silva kan levere, så må man gå ud fra, at han glæder sig til at få Tchouaméni tilbage, for det bliver aldrig helt godt med Camavinga, og det var det heller ikke i dag.

Generelt spillede Real Madrid en fin første halvleg, og efter et kvarters tid burde man måske også have bragt sig foran. Flot spil i højre side af banen betød, at en fri Arda Güler havde masser af plads til at lægge et fladt indlæg ind mod Vini Jr., men en blanding af en upræcis aflevering, og et venstre ben, der ikke fungerer helt optimalt, resulterede i at afslutningen fra Vinicius Jr. ramte ydersiden af stolpen.

Der stod Real Madrid på det meste i første halvleg. Kort inden pausen viste Arda Güler og Jude Bellingham tårnhøjt niveau og en god indbyrdes forståelse, inden englænderen lagde en fuldstændig perfekt aflevering i dybden til Vini Jr. Brasilianeren gjorde det helt rigtige, og spillede Kylian Mbappé helt fri foran mål. Franskmanden skulle blot sparke bolden forbi en markspiller, men formåede i stedet at ramme ham, og det samme skete minsandten på returen, så Real Madrid måtte gå til pause med 0-0.

Anden halvleg blev en anderledes affære, og Real Madrid formåede ikke at skabe de samme chancer. I det 81. minut fik Betis et hjørnespark, som Nelson Deossa kom først på. Courtois fik reddet forsøget, men fik pareret bolden lige ud i fødderne af indskiftede Troy Parrott, der let kunne bringe Betis foran.

Nu skulle Real Madrid skynde sig, og Carlos Espí fik da også scoret et decideret drømmemål, men det blev annulleret for offside. I dommerens tillægstid blev Vini Jr. nedlagt af Natan i feltet, og fik korrekt tildelt et straffespark. En svagt spillende Mbappé skulle sparke, men fik placeret bolden perfekt for Betis-keeper Valles, der nemt kunne redde, og derefter hånende råbe Mbappé ind i ansigtet. Det så dog ud til at Mbappé skulle reddes af en fremstormende Marc Bartra, men da Espí ligeledes var i feltet i skudøjeblikket, blev der ikke dømt omspark.

Et dumt og unødvendigt nederlag i Sevilla.

Kampens spiller: Dean Huijsen. Centerforsvareren har fundet et niveau, der er Real Madrid værdigt. Solid i de defensive aktioner og farlig på de offensive dødbolde. En flot kamp af Huijsen.

Kampens badebold: Længe så det ud til at blive de mange ukampdygtige bolde, men Kylian Mbappé tager prisen som dagens dårligste. Fra den GIGANTISKE dobbeltchance i første halvleg til straffesparket i anden. En forfærdelig kamp af franskmanden, der ellers har startet sæsonen med bulder og brag. Denne gang var det simpelthen ikke godt nok, og det kostede kampen.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Årets første rigtige test blev dumpet. Man kunne selvfølgelig bare have scoret på et par af de store chancer, man havde, men sådan gik det ikke, og på den måde er fodbold meget enten eller. Nu venter Inter på Bernabéu, og der er man nu nødt til at levere en overbevisende præstation.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...