Casillas: Jeg er ingen maskine

Iker Casillas stod for årets første pressemøde i Real Madrid og det var med den uvante situation, at han lige nu ikke er førstevalg på målmandsposten og om det sagde han:

 

- Jeg træner hårdt for at generobre pladsen. Det er mit mål lige nu, at arbejde og forbedre mig. Jeg føler mig ærligt talt godt tilpas, men det er klart at jeg ikke er en maskine. Vi kan alle væregode eller dårlige, men jeg føler mig OK.

 

Spansk presse har haft travlt med at spekulere i et uvenskab mellem ham og målmandstræner Silvino Louro, men Iker Casillas siger følgende:

 

- Jeg har lært meget af ham. Det daglige arbejde med ham er rigtig godt, ligesom med alle andre målmandstrænere, jeg har haft. Jeg har lært noget af dem alle.

 

Iker Casillas blev også spurgt ind til Pepes udtalelser om, at der var forskelsbehandling på spillerne i Real Madrid:

 

- Jeg talte med Pepe om det og han fortalte mig, at han refererede til den modtagelse, som holdets portugisere får uden for Estadio Santiago Bernabéu.

 

Endelig fortalte han også om stemningen i truppen, som er mærket af de dårlige resultater:

 

- Jeg vil ikke kalde det anspændt. Problemet er, at situationen i La Liga ikke er den, som vi ønskede os. Tingene er ikke gået godt og vi er triste i den henseende. Den store taber i alt dette er Madridismoen. Vi vil ikke opgive. Vi er selvkritiske, vi ved at vi kan gøre meget mere. Man skal ikke sænke paraderne, men der skal løbes mere og så forventer vi at resultaterne kommer på banen. Vi forventer at hente sejre i ligaen, selv om det første er at vinde samlet i Copa del Rey over Celta.

Seneste artikler...