Javi Sánchez glæder sig til sit første opryknings-spil

Real Madrid Castilla åbner opryknings-spillet på hjemmebane, når Cartagena gæster Alfredo di Stéfano i weekenden, og det er et opgør, som holdets anfører, Javi Sánchez, glæder sig rigtig meget til.

- Vi har spillet ret godt på hjemmebane, så vi går ind til kampen uden frygt. Det er lang tid siden, at dette hold har været med i opryknings-spillet, så vi skal gå ud og spille kampen med et smil på læben, siger Sánchez ifølge realmadrid.com og fortsætter:

- Vi har spillet uafgjort mod meget dygtige hold, der er meget stærke, såvel hjemme som ude. Vi har gode chancer for at avancere til næste runde, hvis vi bare spiller vores eget spil og udnytter hjemmebanefordelen.

Real Madrid Castillas stærke forsvarsspiller, der har spillet 29 kampe, scoret fire mål og lavet to assists i indeværende sæson, lover også en kamp med seværdig fodbold.

- Jeg har været en del af Real Madrid Castilla i tre år og dette bliver mit første år med opryknings-spil. Vi glæder os allesammen, lige fra spillere til trænerstaben, til at komme i gang med den første kamp, siger Real Madrid Castillas forsvarsgeneral og lover samtidig, at det er en kamp, der er værd at se:

- Det bliver en god fodboldkamp og det bliver også en, der er værd at se.

Real Madrid Castilla brager lørdag aften sammen med Cartagena hjemme på Alfredo di Stéfano i den første af to playoff-kampe, hvor vinderen går videre til anden runde, der spilles d. 8./9. juni og d. 15./16. juni.

Seneste artikler...

Annonce