Også Youth League-holdet tabte til Lille
Det var ikke kun Real Madrids førstehold, der sagde farvel til en lang stime uden nederlag i gårsdagens visit i Lille.
Også Álvaro Arbeloas Youth League-mandskab røg ind i et nederlag, som kom til at lyde på 2-1 og det var ikke helt efter spil og chancer.
Begge hold indledte friskt og kom frem til gode chancer, men Real Madrid fik spoleret lidt af det gode spil, da Aimar måtte lade sig udskifte efter blot 20 minutters spil efter et slag i ansigtet i et sammenstød med Imbondo, der slap med gult kort.
Fem minutter før pausen kom hjemmeholdet foran ved Diaoune og blot tre minutter senere blev det 2-0 ved Ayodele, hvilket også var pausestillingen.
Straks i anden halvleg var Lille tæt på at lukke og slukke, men Lachaab skød på stolpen og herfra overtog Arbeloas tropper teten og kom frem til flere gode muligheder. Yáñez reducerede i det 57. minut og 13 minutter før tid ville man gerne have haft et straffespark, da Diaoune afværgede et langskud fra Regueira med hånden, men dommerens fløjte forblev tavs.
Real Madrid havde også et skud på stolpen ved Roi, mens Merzouk i Lille-målet måtte hive en stor redning frem på afslutningen fra Perea for at forhindre udligningen.
Real Juvenil A: Álvaro, Fortea (Roi, 19’), Valdepeñas, Aguado, Mesa (Liberto, 75’), Yáñez, Regueira, Pol Durán, Roberto Martín, Aimar (Hugo de Llanos, 19’) og Barroso (Perea, 46’).