Real Madrid Castilla sejrede igen
Real Madrid Castilla fortsætter den gode stime og i weekenden blev det til en sejr på 1-0 hjemme over Unionistas de Salamanca.
Det kunne dog være gået galt for Julián López de Lermas tropper allerede efter to minutters spil, da Pere pludselig var alene mod Sergio Mestre, som dog klarede forsøget i fin stil. Det blev udeholdets eneste rigtige chance i første halvleg, hvor Real Madrid Castilla kom frem til flere forsøg, blandt andet brændte Pol Fortuny fra tæt hold.
Anden halvleg blev mere jævnbyrdig og chancerig, men man skulle helt frem til 10 minutter før tid for at finde afgørelsen. Fortea blev sendt afsted på højrekanten og hans indlæg blev smart spillet videre af Alexis Ciria ind til en helt fri Jacobo Ortega, som let kunne sende bolden i mål.
Kort efter var Unionistas de Salamanca tæt på udligning, men Sergio Mestre kom igen i vejen for Artolas afslutning og så endte det altså med en sejr, der fastholder Real Madrid Castilla på fjerdepladsen med fem points ned til forfølgerne, som jagter en play off plads. Der resterer tre spillerunder.
Real Madrid Castilla: Mestre, Fortea, Joan Martínez, Valdepeñas, Diego Aguado, Cestero, Cristian David (Diego, 66’), Pol Fortuny (Lamini Fati, 89’), Yáñez (Bruno, 79’), Liberto (Alexis Ciria, 66’) og Rachad (Jacobo, 66’).
