Real Madrid Castilla indledte sæsonen målløst
Real Madrid Castilla indledte i går sæsonen med et målløst opgør mod Teruel på udebane.
For Real Madrid Castilla var der debut i det centrale forsvar til den nyligt indkøbte Óscar Naasei og han spillede hele kampen for talenterne, som viste gode takter i første halvleg.
Anført af Alexis Ciria, som i løbet af sommeren fik flere lovende optrædener på førsteholdet, kom man frem til flere gode muligheder, men man manglede lidt effektivitet foran mål og da man kort før pausen fik tilkendt et straffespark for hånd på bolden, var Rachad ikke leveringsdygtig i sæsonens første scoring. Forinden havde Teruel fået underkendt et mål efter at et hjørnespark røg over baglinjen på indlægget, som Albisua headede i mål.
Efter pausen faldt intensiteten en smule, men målmand Mestre måtte alligevel på arbejde et par gange for at sikre uafgjort og i banens anden ende var indskiftede Daniel Yáñez en kilde til evig uro i hjemmeholdets forsvar.
Men det forblev altså en kamp uden scoringer og Real Madrid Castilla skal nu forsøge at få sæsonens første sejr i den kommende weekend, når Juventud Torremolinos kommer på besøg på Estadio Alfredo di Stéfani.
Real Madrid Castilla: Mestre, Fortea, Naasei, Mario Rivas, Diego Aguado (Lezcano, 60’), Cestero, Manex Rezola (Roberto, 71’), Á. Leiva, Pol Fortuny (Mesonero, 77’), Alexis Ciria (Yáñez, 60’) og Rachad (Carvajal, 77’).
