AS: Real Madrid vil forlænge med David Aznar

Igennem længere tid har rygterne svirret om David Aznars fremtid som træner for kvindeholdet i Real Madrid, men nu ser det ud til at han får lov til at opleve at være træner for Real Madrid Femenino også.

Real Madrid planlægger at hente mange nye spillere ind, når CD Tacón overgår til at hedde Real Madrid Femenino den 1. juli og her var det i første omgang ikke meningen, at David Aznar skulle være en del af det set-up, men nu melder spanske AS, at Real Madrid forhandler forlængelse med spanieren.

David Aznar har kontraktudløb med CD Tacón efter denne sæson, som er færdigspillet for kvindernes vedkommende, men fra Real Madrids side er der meget stille om kvinde-afdelingen og det forventes ikke, at der kommer nyheder fra den front, før CD Tacón formelt er blevet til Real Madrid Femenino.

I kulisserne gøres der dog klar til den helt store udskiftning. Således har fire Tacón-spillere allerede meldt deres exit, mens Real Madrid Femenino på rygtebasis sættes i forbindelse med en lang række af de bedste spillere i Spanien.

David Aznar begyndte faktisk sin træner-karriere i Real Madrid, da han i 2003 trænede Infantil-holdet og han skiftede i 2005 til Talavera, hvor han også var Infantil-træner og en overgang direktør for ungdomsafdelingen. I perioden 2007-2011 var han træner i Atlético Madrids ungdoms-afdeling, mens han også har været i klubber som Leganés, Majadahonda, Alcorcón, mens han også har været træner på det spanske fodboldforbunds fodboldskole. Efter et år som en del af trænerstaben i Getafe, mens de lå i næstbedste række, stiftede han for første gang bekendtskab med kvindefodbold, da han blev træner for det madrilenske U18-hold, hvorefter Ana Rosell hentede ham til Tacón, hvor han i sin første sæson sikrede oprykning og i denne sæson har sikret forbliven i den bedste spanske række.

Seneste artikler...

Annonce