Real Madrid Femenino kom ned på jorden igen med hjemmebanenederlag
Real Madrid Femenino er startet sæsonen flot trods den alvorlige skade til holdets største stjerne Caroline Weir. Fem sejre på fem kampe var det blevet til, inden man i weekenden skuffende tabte på hjemmebane imod Levante.
Cheftræner Alberto Toril havde på mærkværdig vis valgt at stille i en 5-3-2 – noget helt andet, end hvad holdets ellers er vant til. Ingen af holdets to højrebacker havde fået en startplads, men til gengæld havde angriberen Naomie Feller fået lov at tage sig af højre wingback, mens samtlige af holdets tre centerbacks fik plads centralt med venstrebacken Olga Carmona til venstre. Og tilmed var det ingen succes, at Toril forsøgte sig med et eksperiment, der heller ikke på papiret burde give pote. Tværtimod kom man bagud allerede efter elleve minutter, da keeper Misa Rodríguez blev for lille på et hjørnespark, hvorefter bolden efter lidt klumpspil havnede i Real Madrids mål.
Real Madrid havde sporadiske chancer den anden vej. Den største var, da Linda Caicedo blev sendt i dybden, men desværre fejlede colombianeren i at drible uden om keeperen.
I anden halvleg skiftede Real Madrid til en mere velkendt 4-3-3 med centerbacken Ivana som højreback, mens Feller blev lagt op i angrebet. Og blot fem minutter efter pausen kom udligningen, da Caicedo kom først på Carmonas indlæg.
Desværre slog Levante tilbage igen i det 66. minut med en 2-1-scoring på endnu et hjørnespark. Trods et par gode spilskabende situationer fra Caicedo lykkedes det aldrig Real Madrid at score igen, og dermed endte det med et skuffende 2-1-nederlag på hjemmebane.
Det betyder, at Real Madrid nu deler andenpladsen med lokalrivalerne fra Madrid CFF, der også har vundet fem af seks kampe, mens Barcelona naturligvis ligger alene i spidsen med 18 point på seks kampe.
Real Madrid Femeninos hold: Misa, Feller, Ivana (Camacho, 80’), Rocío, Kathellen, Carmona, Toletti, Abelleira (Raso, 68’), Zornoza, Bruun (Athenea, 53’), Caicedo.