Stor udskiftning i vente hos Real Madrid Femenino
Real Madrid Femenino ventes at gå en sommer i møde, hvor der skal skiftes godt og grundigt ud i spillertruppen. Store navne har officielt meddelt, at de tager afsked denne sommer, men flere kan følge dem ud af døren.
I holdets sidste hjemmekamp imod Granada blev der taget afsked med tre store navne på Estadio Alfredo Di Stéfano. Caroline Weir, der er den mest scorende spiller i Real Madrids kvindeholds historie og også er en stærk kandidat til at være den bedste kvinde til at bære den hvide trøje, blev klappet fra banen, og den 31-årige skotte kommer til at efterlade et stort hul, selvom hun i denne sæson dog har været mindre stabil end tidligere. Både niveaumæssigt, men også rent fysisk.
I samme kamp blev holdets tredjevalg i centerforsvaret Rocío Gálves klappet fra banen, mens keeperen Misa Rodríguez, som har spillet flest kampe af alle hos Real Madrid Femenino nogensinde, stod sin sidste kamp.
Det forventes også, at 6’eren Teresa Abelleira har spillet sin sidste kamp. Spanieren var længe ude med en korsbåndsskade og er derfor gledet ud i glemslen, og lidt det samme gælder den 32-årige højreback Antônia Silva, der næppe har en fremtid hos Real Madrid.
Der går også rygter om, at den 24-årige offensivspiller Naomie Feller skifter fra klubben denne sommer, hvilket ligesom tilfældet er med Weir kan vise sig at være et stort hul at udfylde. Og så har svenske Hanna Bennison, der kom til klubben sidste sommer, aldrig formået at bide sig fast på midtbanen, hvor diverse akademispillere har sprunget foran i køen til spilletid. Hun har selv luftet idéen om et skifte, men med hende kræver det formentlig et bud fra en anden klub, da hun først har kontraktudløb i 2028.
Til sidst melder spansk presse, at det kan blive et farvel til én af venstrebackerne; enten brasilianske Yasmim, der dog kan svær at komme af med grundet hendes alvorlige skade, eller danske Sara Holmgaard, der ligesom Yasmim fået en del kritik for sine præstationer imod Barcelona. Lidt absurd, taget i betragtning at hele holdet ikke bør kunne se sig fri fra ansvaret for de gevaldige nederlag man gang på gang render ind i imod ærkerivalerne. Og netop grundet Yasmims skade er det næppe hende, man skal sigte mod at komme af med.
Blandt navnene på eventuelle nye spillere er den 23-årige portugisiske midtbanespiller Andreia Jacinto fra Real Sociedad, den 28-årige tyske midtbanespiller Elisa Senss fra Frankfurt og den 29-årige hollandske angriber Lineth Beerensteyn fra Wolfsburg. Der vil dog stadig mangle en ny keeper, angriber, centerback og en troværdig arvtager for Caroline Weir. Som minimum.

