Optakt: Sevilla – Real Madrid, LaLiga, 37. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

En udebanekamp imod Sevilla på Estadio Ramón Sánchez-Pizjuán i runde 37. kunne i andre sæsoner snildt have været en ubehagelig opgave i en tæt kamp om mesterskabet. Men i år har Real Madrid som bekendt for længst udspillet sin rolle i kampen om at vinde LaLiga, og derfor er aftenens kamp derfor bare den næstsidste af slagsen, der bare skal overstås, inden vi får en tiltrængt sommerpause fra Real Madrid.

 

I Sevilla møder man et hold, der længe har ligget og flirtet gevaldigt med nedrykningsstregen, men pludselig har andalusierne vundet tre kampe på stribe og dermed spillet sig fire point over stregen, hvorfor de med to kampe tilbage er tæt på at kunne se sig fri fra at skulle ned i den næstbedste spanske række. Der er dog ingen tvivl om, at hjemmeholdet vil gå ind til kampen med det store mål allerede i aften at sikre sig en sæson mere i LaLiga, og med Sergio Ramos, der er snublende tæt på at kunne kalde sig den nye ejer af klubben, er Sevilla på vej på sommerferie med pil op sammenlignet med resten af deres skuffende sæson.

For Real Madrid-spillerne er det lige før, at det må være en lettelse for dem at skulle spille på udebane frem for hjemme på Bernabéu, hvor spillere som Camavinga, Tchouaméni, Vinícius og Mbappé fik en hård medfart fra lægterne i sidste uges sejr over Real Oviedo. Mbappé var efter kampen også ude med nogle flabede kommentarer om cheftræner Álvaro Arbeloa, der derfor på gårsdagens pressemøde havde fået til opgave at nedtone situationen. Spanieren gav sit bedste skud i den henseende, og Mbappé ventes da også at starte inde i aftenens kamp, hvormed han kan forsøge at forsegle sin topscorertitel i LaLiga. Han fører fortsat med 24 kasser foran Muriqi fra Mallorca med 22, og vinder Mbappé den, vil det imponerende nok være ottende sæson i træk, at han snupper den, eftersom han også vandt den seks gange i Ligue 1 for PSG.

Vinícius og Brahim ventes at akkompagnere ham i angrebet, og bagved får slagsbroren Tchouaméni endnu en startplads med Bellingham til sin ene side og enten Camavinga eller Thiago Pitarch til den anden. Valverde er tilbage i træning, men ikke tilbage i truppen, og det ville da også være et surrealistisk syn at se ham spille side om side med manden, der sendte ham direkte i hospitalssengen. Bagved bliver der formentlig skiftet helt ud i centerforsvaret, så Rüdiger og Huijsen spiller fra start, mens det måske kan være Fran Garcías tur til at tage sig af venstrebacken. Der er efterhånden næppe nogen tvivl om, at Carvajal ikke snupper pladsen fra Trent.

Selvom Sevilla er notorisk svære at byde op til dans på deres hjemmebane, har Real Madrid faktisk gang i en god stime på Sánchez-Pizjuán, da man har vundet fem af de seneste seks kampe her og spillet én uafgjort. Med et hjemmehold, der kan sikre sig at undgå nedrykning, og et udehold fyldt med spillere, der hverken har vist niveau eller format til at bære Real Madrids trøje i denne sæson, er spørgsmålet dog, om ikke Sevilla snupper sejren i aften. Og er vi efterhånden egentlig ikke også ligeglade med, om de gør?

Aftenens kamp bliver med stor sandsynlighed den sidste udekamp for Árbeloa som cheftræner, og den skal i øvrigt ses på tv2 play, da der er Superliga på hovedkanalerne, og otte af de andre ni LaLiga-kampe i denne runde alle afvikles samtidig med Real Madrids. Kampstart er klokken 19.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Trent, Rudiger, Huijsen, Fran Garcia, Camavinga, Tchouaméni, Bellingham, Brahim, Mbappé, Vinícius.

Log-på for at kommentere
Diskuter denne artikel i forumet.

Seneste artikler...