Referat: Espanyol - Real Madrid 0-2, LaLiga, 34. spillerunde

Real Madrid vandt i går den første af to kampe i Catalonien, da Espanyol blev slået med 0-2.

Man skal betale sin skat og man skal dø. Og så skal man den ondehyleme også se Ferland Mendy blive skadet nærmest hver gang, han bliver hjulpet ind på banen. I går holdt han i 14 minutter, før han måtte lade sig erstatte af Fran García. Allerede der var man træt i øjnene.

Underholdningsværdien i at se Real Madrid spille i øjeblikket er på niveau med at se havregrød koge i gryden. Begge ting er ganske uspiseligt og i første halvleg var Vinícius den harske smørklump i grøden med sine evige brokkerier over alt og alle og det gav ham et velfortjent gult kort af dommer Gil Manzano, der dømte som han plejer. Heller ikke der var der nyt under solen.

Dem, der holdt sig vågne til anden halvleg, kunne se et Real Madrid-mandskab, som viste mere vilje og beslutsomhed i offensiven. Først skulle man dog lige have udskiftet Thiago og Brahim med Mastantuono og Gonzalo García og sidstnævnte skulle blot bruge to minutter på at sætte Vinícius op til scoring, da brasilianeren med en lækker dribling fik to Espanyol-forsvarere til at sætte sig på røven og så lagde han bolden ind ved nærmeste stolpe. Elleve minutter senere var det Bellinghams tur til at være i oplæggerens rolle til Vinícius, som denne gang resolut hamrede bolden i fjerneste målhjørne og så var den kamp afgjort.

Med sejren sikrede Real Madrid sig mod at skulle lave en Pasillo, men man skal fortsat vinde El Clásico for at udskyde Barcelonas mesterskab.

Kampens spiller: Vinícius. Målene fejlede ikke noget.

Kampens badebold: Den fodboldinvalide franskmand.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Vi skal kun udholde dette mandskab i fire kampe endnu. Så MÅ der ske noget drastisk!

Log-på for at kommentere
Diskuter denne artikel i forumet.

Seneste artikler...