Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 15 - Amancio

amancio

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning men som madridista.dk’s samlede. Portrætterne af de foregående spillere kan ses i bunden af artiklen. Vi fortsætter her med nummer 15. God fornøjelse.


15
Amancio Amaro Varela

 

Født: 16. oktober 1939

Position: Højre wing
Periode i Real Madrid: 1962-1976
Kampe for Real Madrid: 471
Mål for Real Madrid: 155

Trofæer med Real Madrid:
- 9 x LaLiga
- 3 x Copa del Rey
- 1 x Europæisk Mesterholdsturnering

Bedrifter i Real Madrid:
- Topscorer i LaLiga i 1969 og 1970
- Tredjeplads i Ballon d’Or i 1964
- FIFA XI: 1968

Det var ingen nem opgave, der ventede Amancio Amaro, da Real Madrid hentede ham tilbage i 1962. På daværende tidspunkt var man vant til at vinde Den Europæiske Mesterholdsturnering (forløberen til Champions League) med hele fem titler mellem 1956 og 1960. I 1961-udgaven blev man dog sendt ud af ingen ringere end Barcelona, og i 1962 havde man netop tabt finalen til Benfica. Gamle stjerner som Alfredo Di Stéfano, Ferenc Puskás og José Santamaría var på vej ind i deres karrieres efterår, og med Guardian-journalisten Sid Lowes ord var det meningen, at Amancio skulle føre Real Madrid ind i fremtiden.

Amancio blev født den 16. oktober 1939 i den galiciske by A Coruña i Spanien, og her kom han til at indlede sin seniorkarriere hos Deportivo La Coruña i den næstbedste spanske række, hvor han nåede at spille i fire sæsoner. I 1961/62-sæsonen drev han sin klub til oprykning til LaLiga med hele 25 mål på 26 kampe som ligaens topscorer, og der var naturligvis rift om den spanske juvels underskrift. Både Barcelona og datidens stærke Inter-hold var interesserede, men det lykkedes Don Santiago Bernabéu at hente den 22-årige offensivspiller for 12 millioner pesetas – ingen beskeden transfersum dengang.

Man kan blot prøve at forestille sig, hvordan det må have været at skifte fra den næstbedste spanske række og komme ind på et hold med så store stjerner og så bred international anerkendelse. Allerede i optaktssæsonen i Ghana måtte den unge Amancio lægge ører til et af historiens mest berømte Di Stéfano-citater. Her undrede den unge spanier sig over, at hans træningstrøje ikke havde et klublogo, og uheldigvis passerede Di Stéfano netop i det øjeblik og udtalte ordene: ”Du skal svede for at gøre dig fortjent til det, knægt”. I dag hævder Amancio, at han kan grine af det men siger trods alt følgende om episoden: ”Det var fandens uheldigt. Jeg gik helt kold. Han var 34, måske 35, og jeg havde så meget respekt for ham”.

Der skulle altså knokles for at overbevise de garvede herrer i klubben, men med tiden fik Amancio oparbejdet sit eget stærke renommé. Blot to sæsoner fik han sammen med Di Stéfano og fire sæsoner med Puskás, og Amancio endte selv med at tage over som en af truppens førende spillere. Allerede i 1964 blev han nummer tre i Ballon d’Or-opløbet som bedst placerede Real Madrid-spiller på listen, og to år senere scorede han sin Real Madrid-karrieres nok vigtigste mål. I 1966 vandt Real Madrid nemlig Den Europæiske Mesterholdsturnering – klubbens sjette på daværende tidspunkt – og Amancio selv stod for det første af de to mål i 2-1-finalesejren over Partizan.

På daværende tidspunkt var Paco Gento stadig på holdet, men glansen var begyndt at gå af den tidligere så lynhurtige kantspiller, og i stedet var Amancio en absolut nøglespiller i Real Madrids offensiv. Han fik tilnavnet El Brujo (troldmanden) på grund af sine mange finter, retningsskift og pågående spillestil. En vaskeægte kantspiller med god teknik, der var hurtig på fødderne og aldrig bleg for at udfordre sin direkte oppasser.

Amancios succes er dog primært bundet op på de hjemlige turneringer. Spansk fodbold var på vej ind i en nedgangsperiode med en dalende økonomi, og Amancio var et af de sidste store stjerneindkøb. Det var således også en trup udelukkende bestående af spanske spillere, det såkaldte Yé-Yé-hold, der vandt førnævnte titel i 1966, og derfra skulle der gå hele 32 år, før Real Madrid igen triumferede i Europa.

Hjemme i Spanien var der dog nok at fejre. Amancios karriere som spiller i Real Madrid følges næsten ad med legendariske Miguel Muñoz’ cheftrænerkarriere. Begge var de der i 14 sæsoner, Muñoz kom blot til to år tidligere, og således tog de to legender del i mange af de samme succeser. Hele ni spanske mesterskaber blev det til for Amancio, heraf seks i løbet af de første syv sæsoner, samt tre triumfer i Copa del Rey – eller Copa del Generalísimo, som den hed dengang.

Selvom Amancio var offensivspiller og scorede flotte 155 mål, hvilket gør ham til den ellevte mest scorende spiller i klubhistorien, er han helt sikkert en af de spillere, hvis eftermæle lider under, hvor sent man gik i gang med at føre statistik på assists. Selvom han scorede en flot portion mål og endda blev topscorer i LaLiga i to af sine sæsoner, beskrives han som en spiller, der oftere var i oplæggerens rolle fra højrekanten. Måske netop af den grund kommer han formentlig altid til at stå lidt i skyggen af Di Stéfano, idét han var tiltænkt som argentinerens arvtager men aldrig viste samme begær for mål og ikke fik samme europæiske succes.

Der hører sig en kort men essentiel historie til Amancios tid i Real Madrid, efter han satte støvlerne på hylden. Det var nemlig med Amancio som cheftræner, at Castilla formåede at vinde den næstbedste spanske række tilbage i 1983/84-sæsonen som det eneste andethold til dags dato. Det var således også under Amancios ledelse, at Quinta del Buitre-drengene fik lov at udvikle deres talent, og da de en efter en blev forfremmet til førsteholdstruppen, fik Amancio også chancen som førsteholdstræner. Det varede dog blot syv måneder, da tre nederlag på stribe, herunder et hjemmebanenederlag til Atlético Madrid på 4-0 og et 2-0-nederlag til Inter i UEFA Cup-semifinalen, fik Real Madrid til at afskedige ham. 

Det er naturligvis El Brujos evner som fodboldspiller, der giver ham plads på denne liste. Nok var han ikke hjemmeavlet, men han dedikerede stort set hele sin professionelle spiller- og trænerkarriere til Real Madrid. Tilmed hører han til en af de få klublegender, der sluttede karrieren i Real Madrid - og nåh ja, så er vi heldige fortsat at have ham, for den galiciske troldmand er en af de ældste nulevende Real Madrid-legender.

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Tags: Spillerportrætter

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...

Annonce