Vinicius skriver sig ind i Real Madrids historiebøger
Vinícius Júnior fortsætter med at cementere sin plads blandt de største profiler i Real Madrids moderne historie. Med scoringen mod Sevilla nåede brasilianeren op på 128 mål for den spanske storklub og overhalede dermed Fernando Hierro på listen over klubbens mest scorende spillere gennem tiden.
Samtidig har Vinicius nu skrevet sig ind i en eksklusiv gruppe af Real Madrid-legender ved at score mindst 20 mål i fem sæsoner i træk. En liste der ellers kun tæller navne som Alfredo Di Stéfano, Ferenc Puskás, Hugo Sánchez, Raúl González, Cristiano Ronaldo og Karim Benzema.
Denne sæson står Vinicius noteret for 22 mål og 11 assists i alle turneringer. Det betyder, at han direkte har været involveret i 33 scoringer trods en turbulent sæson for Los Blancos med skader, uro og konstante diskussioner omkring Real Madrid både på og udenfor banen. Hvis han scorer hattrick mod Athletic Club i sidste spillerunde, vil det samtidig blive hans mest målrige sæson i den hvide trøje.
Noget af det mest bemærkelsesværdige er dog forskellen efter Álvaro Arbeloa overtog holdet i januar. Under Xabi Alonso scorede Vinicius seks mål i 27 kampe. Under Arbeloa har han scoret 16 mål i 26 kampe. Hans målsnit er nærmest eksploderet, og han er blevet det offensive omdrejningspunkt på et hold, der ellers har vaklet gennem store dele af sæsonen.
Arbeloa har flere gange offentligt rost brasilianeren og fremhævet hans engagement og lederskab. Det virker også til, at Vinicius har fået en friere og mere central rolle i offensiven, hvor han ligner en spiller, der trives under den midlertidige cheftræner.

