Referat: Real Madrid - Almería 4-2, LaLiga, 32. spillerunde

Real Madrid vandt lørdag aften fortjent med 4-2 hjemme over Almería, men det var et opgør som bar tydeligt præg af, at begge mandskaber i den kommende tid står over for vigtigere opgør.

Carlo Ancelottis tropper kom bedst fra start og en veloplagt Vinícius var med til at give Real Madrid en drømmestart, da han efter fem minutters spil drev gæk med sin oppasser og lagde en præcis aflevering ind til en helt fri Benzema, som let kunne bringe hjemmeholdet foran.

Bare 12 minutter senere blev Benzema på ny serviceret af en brasilianer, denne gang Rodrygo, som med en guddommelig hælfinte spillede bolden bag om Almería-spilleren ved mållinjen og efterfølgende spurtede forbi ham og så kunne han lægge afleveringen ind til franskmanden, som scorede sit andet mål i kampen.

Der var masser af plads til Real Madrids offensive spillere i et opgør, hvor der var gavmildhed i begge forsvar, men særligt Almerías forsvar knirkede gevaldigt og tre minutter før pausen begik man så et tåbeligt straffespark på Lucas Vázquez og så kunne Benzema score sit hattrick i kampen.

Inden pausen nåede Almería dog at reducere, men det slog ikke Real Madrid ud, for Rodrygo havde flere tryllerier i posen, hvilket han straks beviste fra anden halvlegs start, da han resolut høvlede bolden ind bag Fernando i Almería-målet

Dermed var sejren definitivt sikret for Real Madrid og selv om man i løbet af halvlegen kom frem til flere gode forsøg, så var det også tydeligt, at man ikke var fuldt koncentrerede og det tillod Almería at reducere endnu en gang i en situation, hvor Toni Kroos bestemt ikke så alt for godt ud, da han sløset smed bolden væk i eget straffesparksfelt.

Trods lidt for let spil for Almerías angribere, så var der dog alligevel flere positive momenter for Real Madrid. Tchouaméni og Ceballos spillede en god kamp på midtbanen og man fik vist masser af spillehumør, som man får rigeligt brug for i den kommende tid, hvor der venter store opgør.

Kampens spiller: Rodrygo. Den hælaflevering………..sådan noget har man ikke set siden Guti! Lækkerier!

Kampens badebold: Kroos. Uvant at se ham lave så store fejlafleveringer.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Det handler om Copa del Rey-finalen og om CL-semifinalen. Det var tydeligt i dagens kamp, hvor man ikke lagde flere kræfter i indsatsen end nødvendigt og så fik man meget belejligt sendt Camavinga og Vinícius i karantæne til midtugekampen mod Real Sociedad og dermed er de helt klar til Copa del Rey-finalen mod Osasuna næste weekend.

Seneste artikler...