Hattrick-Benzema rundede nyt skarpt hjørne

Karim Benzema scorede tre af Real Madrids fire mål lørdag aften imod Almería, og med det første af dem rundede franskmanden en ny milepæl for klubben, idét det var hans mål nummer 350 i Real Madrid-trøjen.

De efterfølgende to mål bragte ham således op på 352 scoringer i alt, og de er kommet i løbet af 642 kampe fordelt over 14 sæsoner. Dermed er der nu under 100 scoringer til Cristiano Ronaldos 450 mål for Real Madrid – den eneste spiller, der har scoret flere end Benzema.

Benzemas mål fordeler sig således: 236 i LaLiga, 78 i Champions League, 25 i Copa del Rey, syv i den spanske Super Cup, fire i VM for klubhold og to i den europæiske Super Cup.

De 236 mål i ligaen betyder, at Benzema i går aftes overhalede Hugo Sánchez’ 234 scoringer i den bedste spanske række, og dermed har Benzema nu blot tre spillere foran sig på målscoringsfronten i ligasammenhæng: Telmo Zarra med 251, Cristiano Ronaldo (312) og Lionel Messi (474).

Seneste artikler...

Annonce