Optakt: En gylden mulighed
Barcelona smed dyrebare point lørdag eftermiddag, hvor altid drilske Real Valladolid evnede at hente alle tre point i egen hule. Real Madrid har dermed en gylden mulighed for at distancere ærkerivalerne fra Katalonien med yderligere tre point, når upåagtede Levante i morgen aften kommer et smut forbi Real Madrids skrækindjagende hjemmebane, Bernabéu. Atletico Madrid havde ikke de store problemer med at vinde 2-0 ude mod Celta Vigo, hvorfor der, hvis Real Madrid vinder i morgen, blot er status quo mellem Kongeklubben og bysbørnene.
Det virker nødvendigvis heller ikke som verdens sværeste opgave at fraviste morgendagens gæster fra Levante nogen nævneværdig chance for at overraske, der til er Real Madrid simpelthen for stærke i skrivende stund. Selv den normalt irriterende landsholdspause med ubetydelige venskabskampe, hvor Real Madrid notorisk plejer at få spillere tilbage med alverdens skader, viste sig at være en lettere lyksalig omgang, hvor BBC-trioen alle brillerede for deres respektive nationer, hvorfor der er absolut ikke er nogen som helt foranledning til at tro, at de agter at hvile på laurbærrene mod Valencias ældste klub – Benzema og Bale scorede begge en enkelt pind, medens Ronaldo diskede op med to scoringer, som endvidere udødeliggjorde ham i portugisisk landsholdsregi, hvor fænomenet nu er sin nations allermest scorende spiller nogensinde.
Ancelotti står således med et mindre luksusproblem, men dette problem er trods alt sportens bedste – italieneren kan vælge og vrage mellem en sand perlerække af sultne og formstærke spillere. Det eneste cheftræneren med sikkerhed ved er, at Arbeloa er ukampdygtig i nogen tid, efter spanieren har pådraget sig en skade, som holder ham på sidelinjen i op til tre uger. Endvidere insinuerede Ancelotti på dagens pressemøde, at der er uvished om, hvem der kommer til at danne makkerpar med Ramos mod Levante, da Pepe har døjet med lidt maveonde – især spansk presse mere at vide, at Varane får chancen.
Morgendagens kamp skal vindes, om end det klichéagtige udtryk ”man skal aldrig undervurdere modstanderen” naturligvis altid lurer i periferien, men der er bare ikke nogen pile der peger Levante og overraskelsens vej, hvorfor der er lagt op til, at Real Madrids gyldne mulighed for at få lidt luft ned til Barcelona, bliver udnyttet – Barcelona har i sandhed foræret Real Madrid ugens bedste gave.
Real Madrids forventede startopstilling: Diego López; Carvajal, Varane, Ramos, Marcelo; Modric, Alonso, Di María; Bale, Ronaldo og Benzema.
