Optakt: Real Madrid - Sevilla, LaLiga, 18. spillerunde
Man havde næsten ondt af stakkels Pachuca
For mens det mexicanske hold tydeligt led i minutterne efter slutfløjtet i Intercontinental finalen forløbne onsdag, så fejrede Real Madrids spillere sejren med samme vildskab som en uafgjort i en træningskamp. Sådan er det naturligvis, når en "VM-titel" for klubhold bare bliver endnu en dag på kontoret, og vi slipper da heller ikke for fremvisning af trofæet og medfølgende klapsalver i eftermiddagens La Liga-opgør mod Sevilla.
En kamp, der ikke blot markerer årets sidste opgør, men også markerer farvel til en af spansk fodbolds allerstørste spillere, Sevillas Jesus Navas, hvilket i de spanske medier da også har været hovedhistorien op til weekenden. Forståeligt nok i øvrigt, Navas' karriere har udover en afstikker til Manchester City udelukkende budt på fodbold for Sevilla og det er i en karriere, der efterhånden har strakt sig over 21 år som professionel, og blandt meget andet har kastet en VM- og en EM-titel af sig, samt to UEFA Cup-titler med Sevilla i 00'erne.
I lyset af dette må det også forventes, at Bernabéu klapper flerstemmigt og med indlevelse, når Navas forventeligt indskiftes undervejs i opgøret.
Rent sportsligt skal Real Madrid udnytte endnu en Hansi Flick-svipser, da den tidligere FC Midtjylland-spiller Sørloth nettede til 2-1 og gav både Alético Madrid, Real Madrid og ham selv en tidlig julegave i mesterskabskampen.
Med en sejr i dag kan Carlo Ancelottis tropper gå forbi FC Barcelona i tabellen og det er endda med en udsat kamp i bagagen.
Det bliver dog en sejr, der skal hentes uden den nykårede "The Best"-vinder (hvem kan snart holde styr på alle de kåringer?!), Vinicius Junior, der afsoner karantæne, efter han klogt brokkede sig til en advarsel i seneste kamp. Ikke just prisværdigt.
Derfor ligger meget af Madrids succes i støvlerne hos Mbappe og Rodrygo, samt genrejste Jude Bellingham, alle tre profiler, der er ved at finde hver sin melodi og oprejsning efter en noget broget sæsonstart. De spanske medier peger på, at det bliver Brahim Diaz, der overtager Vinicius' plads i angrebet, mens Tchouameni ser ud til at få genvalg i forsvaret – man undres over, hvad Ascensio har gjort. Med franskmanden i det centrale forsvar er der i hvert fald garanti for julegaver til de rød/hvide gæster.
Og gaver er der brug for hos Sevilla, der i skrivende stund ligger på en 12. plads, men som skal til at samle point sammen, hvis man vil med i den bedste halvdel og spille med om de europæiske pladser.
Sevillas største fravær må siges at være schweiziske Djibril Sow samt franske Nianzou.
De forventede startopstillinger:
Courtois – Lucas Vázquez, Rüdiger, Tchouameni, Mendy – Camavinga, Bellingham, Valverde – Mbappé, Rodrygo, Brahim
Álvaro Fernández – Kike Salas, Gudejl, Badé, Carmona – Peque, Saúl, Agourmé, Juanlu, Lukabakío – Isaac Romero
Der er kick-off klokken 16.15 og kampen vises på TV2 Sport.
