Respektfuldt møde med dommerforbund

Real Madrid var i går til møde hos det spanske dommerforbund i RFEF, hvor man på et halvanden times langt møde fik snakket om Espanyol-kampen og meget andet.

Real Madrid var repræsenteret ved klubbens Generaldirektør og medlem af bestyrelsen, José Ángel Sánchez, samt José Luis el Valle, som var underskriver af det fire sider lange brev, som Real Madrid udsendte efter ovenstående kamp, hvor man i harske vendinger kritiserede dommerstanden.

På gårsdagens møde herskede dog en respektfuld tone mellem parterne. Det bekræftede præsidenten for dommerforbundet, Medina Cantalejo, efterfølgende:
- Hvis vi havde diskuteret, havde mødet varet fem minutter. Det hele foregik i en atmosfære af forståelse og hjertelighed og frem for alt respekt.

På mødet diskuterede man meget andet end lydfilerne fra Espanyol-kampene og Medina Cantalejo fik lejlighed til at fortælle om processen omkring dommernes arbejde.

Real Madrid har endnu ikke meldt noget ud om mødet, men det ventes ikke, at man har fået noget at vide, som mildner forholdet mellem parterne.

Seneste artikler...