Real Madrids og Dortmunds legender delte i porten

Den årlige velgørenhedskamp mellem Real Madrid-legender og en udvalgt modstander fandt sted tidligere på dagen, og i år var Borussia Dortmund modstanderen på et godt fyldt Santiago Bernabéu.

For 22. gang blev der spillet den såkaldte Corazón Classic Match til fordel for udsatte unge, og som sædvanligt var det med en stjerneparade af tidligere Real Madrid-spillere på banen. Toni Kroos blev hyldet i stor grad i noget der nærmest mindede om en bøn fra Bernabéu om, at den tyske dirigent skulle vende tilbage og tage endnu en sæson i hvidt. Marcelo underholdte som altid, bl.a. med en flot assist, og så fik tilskuerne i Madrid den store fornøjelse at se et Raúl-mål.

Det startede godt for Real Madrid, da Marcelo med et milimeterpræcist indlæg fandt Julio Baptista i feltet, der headede bolden ind til 1-0. Det var måske det bedste indlæg fra en Real Madrid-back siden 2018. Kort tid efter udlignede Sven Bender for tyskerne, og blot en håndfuld minutter senere udnyttede tyskerne en fejl fra Contreras i målet til at score til 1-2 ved Lucas Barrios.

Ti minutter inden pausen fik Real Madrid et straffespark, som Toni Kroos sikkert sparkede ind bag Roman Weidenfeller i BVB-målet til pausestillingen 2-2. 

Efter pausen blev det naturligvis selveste Raúls tur til at score. Et hjørnespark fra højreside havnede hos Raphaël Varane, der headede på mål. Bolden havde dog retning forbi stolpen, inden Raúl kastede sig frem og headede bolden ind i netmaskerne til 3-2. I slutminutter udlignede Amoroso. 

Målmænd: Casilla, Buyo, Contreras.
Forsvar: Salgado, Roberto Carlos, Pepe, Varane, Campo, Marcelo, Raúl Bravo, Fernando Sanz.
Midtbane: Milla, Kroos, Granero, Baptista.
Angreb: Raúl, Butragueño, Congo, Alfonso, Amavisca.

Real Madrids startopstilling: Contreras, Salgado, Varane, Pepe, Marcelo, Granero, Kroos, Ivan Campo, Roberto Carlos, Baptista, Raúl.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...