AS: Real Madrids plan B
Efter de seneste meledinger om, at Martín Zubimendi er meget tæt på at underskrive en aftale med Arsenal, har der været stille fra Real Madrid i forhold til jagten på midtbanespillere, men nu har den spanske sportsavis AS nyt om jagten på den afløser for Toni Kroos, som man endnu ikke har fundet siden tyskerens stop for et år siden.
Således beretter AS, at planen for nu er, at man til Klub-VM vil se, om Dean Huijsens pasningsevner kan forbedre opspillet så meget, at det måske slet ikke er nødvendigt med en kølig midtbanefod til at binde forsvar og midtbane sammen.
Af andre muligheder foreslår AS, at man holder øje med Rodrí, der har kontraktudløb i 2027. Om AS helt har glemt, hvordan stemningen var mellem Bernabeu, Vinicius og Rodri, da den spanske midtbanespiller blev kåret til Ballon D’Or må så stå hen i det uvisse. Ligesom det kan undre, at Angelo Stiller ikke længere bliver nævnt i denne sammenhæng.

