Othmane Maamma – U20-VM-MVP og Real Madrids nye Cristiano Ronaldo?
Da Marokko noget overraskende vandt U20-VM i weekenden – eller teknisk set natten til mandag – var det kulminationen på en turnering, der altid tiltrækker sig stor opmærksomhed fra scouting-afdelingerne i alverdens fodboldklubber, og Real Madrid er naturligvis ingen undtagelse.
Ligesom sine ‘scouting-konkurlegaer’ har Los Blancos’ talent-guru, Juni Calafat, også trykket næsen flad mod det metaforiske udstillingsvindue i de forgangne tre ugers tid, og nu har han angivelig skrevet et nyt navn på ønskesedlen: Othmane Maamma.
Den 20-årige marokkaner var det helt store navn i turneringen, hvor han foruden titlen som verdensmester også blev kåret til turneringens MVP efter ét mål og fire assists i syv optrædener – heraf to som sit holds anfører. Tre af de fire assists kom i de afgørende knockout-kampe; den ene i finalen mod Argentina, som sluttede 2-0.
Om det er evnen til at levere i de afgørende kampe på de største scener eller hans fart, eksplosivitet, driblinger og frygtløshed i spillet, der driver narrativet, skal denne skribent ikke foregive at kunne kloge sig på, men under alle omstændigheder har Maammas karakteristika inspireret til sammenligning med selveste Cristiano Ronaldo!
Lighederne handler naturligvis ikke om den fuldt udviklede Real Madrid-legende; målmaskinen, mentalitets-monstret og mirakelmageren, der igennem ni sæsoner henrykkede madridistas verden over og satte klubrekorder på stribe i en periode med uhørt europæisk dominans, men udelukkende om ‘starter-versionen’; den talentfulde teenager fra Sporting, der skilte Manchester United ad i en træningskamp i 2003 og fik Sir Alex Ferguson til at reagere og hente ham til Premier League, inden han i 2009 opfyldte sin skæbne og skiftede til verdens største klub som verdens dyreste spiller med en transfersum på 94 millioner € – og alligevel var et rent røverkøb!
Anyway... komparativer til side, så er der da objektive paralleller:
Til dagligt optræder Maamma for engelske Watford, der hentede ham fra franske Montpellier for blot 1,3 millioner € i sommer – og ‘optræder’ bruges her i ordets absolut mest løse definition, for han har endnu ikke fået debut for klubben; blot én bænkeplads er det blevet til i løbet af sæsonens første femten kampe, der fordeler sig over ti styk i The Championship, én i EFL-cuppen og fire i sommerens pre-season.
Hans foretrukne position er – ligesom tilfældet var med den unge Cristiano – højre wing, selvom han også kan gøre sig på venstrekanten – hvilket ikke er overraskende, da han ifølge Transfermarkt er lige god med begge fødder.
Trods den manglende spilletid i det engelske har U20-VM gjort Maamma til en af de mest spændende talenter på markedet, hvilket komplicerer ethvert realistisk skifte på nuværende tidspunkt, trods hans beskedne markedsværdi på 1,3 millioner €, som dog formentlig er steget en hel del siden sidste opdatering på samme website.
Real Madrid planlægger angiveligt at fortsætte med at følge den franskfødte marokkaner tæt i løbet af sæsonen – og hvis han kan overføre VM-formen til Watfords hverdag blandt knoldesparkerne i den hårde engelske Championship, kan et skifte til Bernabéu måske komme på tale, vurderer fodboldmediet Defensa Central. Det er dog svært at overføre ret meget uden spilleminutter, må denne skribent påpege...
Foreløbig er der da heller ingen konkrete forhandlinger mellem klubberne, men i Madrid er man enige om, at Maamma er et navn, der ikke må forsvinde af radaren – og selvom Real Madrid nægter at betale overpriser, tøver Florentino Pérez dog sjældent med at investere i talent, så hvis Maamma udvikler sig til en kommende stjernespiller, vil klubben gøre meget for, at han ender i hvidt.
Fremtiden vil derfor vise, om Calafat en dag tager Papa Pérez i hånden og trækker ham med ind i butikken, eller om han mister interessen for Mammaa ved udstillingsvinduet.

