Referat: Real Madrid – Girona 1-1, LaLiga, 31. spillerunde
I vores optakt til fredagens Girona-kamp krydsede vi alt, hvad krydses kan, for at Real Madrid-spillerne ville tage kampen, Bernabéu, ligaen, trøjen og sig selv seriøst, så man ikke ødslede endnu flere point væk i LaLiga, end man allerede har. Og det gjorde spillerne for sin vis også. Altså indtil det 51. minut, hvor Valverde bragte Real Madrid foran med 1-0, for så var det som om, at der gik kollektivt Camavinga-sløvsind i den, og så endte det alligevel med endnu et pointtab.
Arbeloa havde lavet de forventede rotationer, der gav hvil til forsvarsspillerne og spilletid til nyligt tilbagevendte spillere som Militão og Bellingham, ligesom Camavinga fik en startplads, når nu han er eneste alternativ på 6’erne for karantæneramte Tchouaméni til Bayern-kampen. Og egentlig syntes det meste længe at fungere. Girona blev presset godt og grundigt tilbage i store dele af første halvleg, da et udmærket presspil gjorde, at de ikke fik lov at spille sig fri af Real Madrids tag. Men genpres er én ting, og et egentligt samlet holdpres er en anden, så i ny og næ slap Girona da også igennem og kom til spark mod Lunins mål, da Real Madrid-spillerne som vanligt ingen anelse har om placering og indbyrdes aftaler, når man presser højt. Også der kan man lære noget fra de kommende Champions League-modstandere, der er mestre i disciplinen.
Men selvom Real Madrid havde masser af spillet i første halvleg, blev det bare aldrig rigtig farligt. Største chance var det spark, som Valverde fik sendt afsted tæt foran mål på oplæg af Carvajal, men Gazzaniga tog sig flot af forsøget. Uruguayaneren fik dog revanche kort inde i anden halvleg, da han resolut smadrede til bolden uden for feltet. Den strøg i kassen til 1-0, men Gazzaniga vil dog være skuffet over, at han ikke tog den, for bolden var bestemt inden for hans rækkevidde.
Derfra må man bare give kommentator Peter Graulund ret i, at Real Madrid fuldstændig slækkede på alt, hvad der hed pres, koncentration og gameplan. Derfor kom Girona også hurtigt på 1-1, da Lemar efter 62 minutter drev uforstyrret forbi en fodboldkiggende Brahim Díaz, inden Camavinga var næste mand til at være alt for langsom i betrækket. Lemar fik sendt en afslutning afsted, der aldrig burde være tilladt af franskmanden, og da den ovenikøbet strøg mellem benene på ham, blev det ekstra svært for Lunin i målet. Heldigvis så det ud til på billederne, at Militão fik sendt den sviner afsted til Camavinga, som vi alle formentlig havde våde drømme om selv at give hjemme i sofaerne.
Man kunne håbe, at der kom en reaktion fra Real Madrid-spillerne sådan en forårsfredagsaften på Bernabéu, men nej; forestillingen blev bare mere rædderlig at kigge på, og Arbeloa formåede på ingen måde at ændre på noget med sine udskiftninger. Som tiden gik, forsøgte Mbappé at tage skeen helt i egen hånd, da der alligevel ikke kom noget fra holdkammeraterne, og i det 87. minut burde han have fået et straffespark, da han fik smækket en albue direkte i ansigtet inde i feltet. Arbeloa har til ingens overraskelse allerede været ude og udtale sig helt i tråd med klubbens tåkrummende kommunikationsstrategi, der dikterer, at man så må være forfulgt af dommerstanden. Men lad os slå fast med syvtommersøm, at Real Madrid længe inden da burde have forseglet sejren mod det her Girona-hold, der fik uafgjort uden rigtig at komme med noget.
Kampens badebold: Man kunne pege af fingre af spillere som Bellingham og Camavinga. Eller af Arbeloa for hans pinlige udtalelser om dommerstanden, og hans misforståede tapperhed, når han gang på gang slår fast, at ’i Real Madrid giver vi aldrig op’ efter den ene pinagtige præstation efter den anden. Eller af præsidenten… lad os bare give den til klubben som helhed for at have smidt mesterskabet så uhørt tidligt.
Kampens spiller: For ikke at lade bitterheden få hele overtaget, så lad os give den til Militão, der så skarp ud.
Perspektiver mod kommende kampe: Det er hårdt at være Real Madrid-fan i disse år, hvor der åbenlyst er meget galt i klubben, samtidig med at der ikke synes at blive taget nogen beslutninger oppefra, der hjælper på det. Sæsonen kan utroligt nok være overstået onsdag aften, og så skal man stadig ud at spille syv ligegyldige ligakampe, hvor man kun kan grue for, hvordan det bliver i El Cláscio på Camp Nou uden andet at spille for end den ære, som Real Madrid-spillerne allerede har fået tilsværtet et hav af gange i denne sæson og den seneste.
