Optakt: Barcelona – Real Madrid, LaLiga, 10. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

I aften venter sæsonens første Clásico, når Real Madrid på udebane møder et velkørende Barcelona-mandskab, og som altid i verdens største klubkamp er der meget på spil. Det er en dyst mellem ærkerivaler og en duel mellem to af Ballon d’Or-favoritterne, og det er kamp mellem to cheftrænere, hvor den ene er klart i verdens elite, mens den anden var det for over et årti siden. Og så er det naturligvis også bare en kamp om tre point, hvor Real Madrid i værste fald kan se sig selv ni point efter i LaLiga, inden supermarkederne overhovedet er kommet i gang med at sælge juleskum.

Real Madrid gennemlever netop nu holdets bedste periode i sæsonen med fire sejre på stribe og tre kampe i træk med fire scorede mål, hvoraf to har været overbevisende 4-1-sejre over Sevilla og RB Leipzig. Diomande er kommet i omdrejninger, Güler er sit livs form, Mbappé scorer masser af mål og Valverde på højrebacken har gavnet både midtbane og forsvar. Omvendt kommer Barcelona fra et friskt 4-2-nederlag imod PSG, men alt dette til trods kan der ikke herske tvivl om, at Barcelona er favoritter.

Hjemmeholdet slagter sig nemlig igennem LaLiga med ni sejre af ni mulige og en målscore på hele 39-9 – altså 16 mål flere end Real Madrid og lige så mange lukket ind, selvom Barcelonas akilleshæl netop skulle være, at deres forsvar er til at tale med. Med fire rene bur har de dobbelt så mange af slagsen som Real Madrid, og så har 2-0-sejren over Athletic Club og 4-2-nederlaget til PSG været de eneste to kampe, hvor de ”kun” har scoret to mål. Ellers har de to gange scoret tre mål, to gange lavet fire, fem gange lavet fem og én gang lavet hele syv kasser.

Det er netop med disse sindssyge tal in mente, at det er altafgørende, at Real Madrid får udnyttet de chancer, man måtte komme til, hvilket med stor sandsynlighed kommer til at handle om at få Mbappé og Diomande til tage nogle veltimede dybdeløb bag Barcelonas højtstående forsvarskæde. Og nu vi er ved et par af dem, der med sikkerhed kommer til at starte, så lad os se på nogle forventede startopstillinger.

For Real Madrid kan der ikke være tvivl om Courtois, Cucurella og Konaté, der fik en hel kamps hvil imod Leipzig. Både AS og Marca peger dog på Huijsen som starter frem for Rüdiger, modsat os på vores seneste Madridista.dk-podcast. Marca tror desuden på en kampstærk fransk midtbane med Camavinga og Tchouaméni bag Diomande, Mbappé, Bellingham og Güler. Og så med Valverde på højrebacken.

AS går mere eksperimentelt til værks. De har placeret Güler nede ved siden af Tchouaméni med Valverde som højrekant og Dumfries som højreback – altså en opstilling med masser af power uden at gå på kompromis med Gülers magi, da han kommer til at være afgørende for at sende de hurtige folk i dybden.

For Barcelona er begge spanske sportsaviser og vi her på redaktionen enige om 10 af 11 pladser: Joan García, Espart, Cubarsí, Gerard Martín, Cancelo, Rodri, Pedri, Yamal, Fermín og Raphinha kommer alle til at starte, og så er spørgsmålet blot, om det er med Adeyemi eller Gordon som venstre wing. Barcelona må i øvrigt se bort fra de skadede Eric García, Koundé, Olmo og Christensen, mens Real Madrid må undvære Rodrygo, Mendy, Asencio og den fortsat karantæneramte Vinícius.

For Real Madrid har der været langt mellem succeserne imod Barcelona de senere år. I den fantastiske doublevindende 2023/24-sæson vandt man tre ud af tre, men sæsonen efter tabte man fire ud af fire. Xabi Alonso brød den ubehagelige stime med 2-1-sejren på Camp Nou i sidste sæson, men den kom nærmere til at gå ned i historien som kampen, hvor Vinícius’ hysteri nåede nye højder, og det blev tæt på officielt, at Real Madrids cheftrænere bliver kastreret af præsidenten ved ankomst. Så hvor stor en succes var det egentlig? Siden har man tabt to yderligere Clásicos, så med én sejr på de syv seneste opgør er det altså lidt af en mundfuld, at man nu på udebane skal slå dét Barcelona-hold, der har fået den bedste start i LaLiga i klubbens historie.

Lad os efter sådan en omgang tungsind runde af med lidt optimisme. For det første har Real Madrid lavet masser af mål på det seneste, og Barcelona tillader masser af målchancer, så selvom Barcelonas offensiv bliver tæt på umuligt at holde fra fadet, så bliver Real Madrids ditto forhåbentlig det samme. Lad os også fremhæve Mbappé, der har scoret 12 mål på 10 kampe for Real Madrid og PSG imod Barcelona. Og så slutter vi af med et lille Mourinho-segment.

Godt nok var det Mourinho i sin prime, som Real Madrid oplevede i portugiserens første periode fra 2010-2013, men der fik han immervæk en gevaldig Clásico-erfaring. Han lagde fra land med et knusende 5-0-nederlag, som langt de fleste husker, men vi husker også, at Real Madrid endte med at få et godt greb om Barcelona, der endda var trænet af Pep Guardiola. Faktisk var Mourinhos Real Madrid ubesejret i fem kampe på stribe imod Barcelona, da Mourinho smuttede, og det har kun to cheftrænere gjort bedre, nemlig Miguel Muñoz, der vandt syv Clásicos på stribe fra 1962 til 2065, og Vicente del Bosque, der vandt to og spillede fem uafgjort fra 2001 til 2003.

Mourinhos statistik for Real Madrid lyder på fem sejre, seks uafgjorte og seks nederlag, og vel at mærke mod et af historiens bedste fodboldhold. Vi kan lægge yderligere 10 kampe til, hvis vi ser på hans ophold i andre klubber, og tendensen er den samme: otte sejre, ni uafgjorte og ti nederlag på 27 kampe. Det vidner ikke om et Barca-tække, men det vidner om en enorm erfaring med netop disse kampe, som hverken Alonso eller Arbeloa kunne bryste sig af – i hvert fald fra cheftrænerstolen.

Hvad alt dette reelt kommer til at betyde, når først kampen fløjtes i gang, og spillerne skal tale med fødderne, må vi vente at se til i aften. Der er optakt fra klokken 19 på Disney+, og kampen starter klokken 21 med Jonas Schwartz og Mikkel Bischoff som kommentatorparret.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Valverde, Konaté, Rüdiger, Cucurella, Tchouaméni, Camavinga, Güler, Bellingham, Diomande, Mbappé.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...