Cristiano Ronaldo-opvisning mod Celta

Real Madrid tog her til aften imod Celta i returkampen i Copa del Rey til et opgør, hvor Iker Casillas var tilbage i målet og det bekom de fremmødte tilskuere vel, for han fik stående ovationer, mens "Iker, Iker, Iker" gjaldede ud over Estadio Santiago Bernabéu. Det skulle dog blive en aften, som kom til at tilhøre Cristiano Ronaldo helt og aldeles.

Det veloplagte publikum fik straks noget at juble over, da portugiseren efter blot 1½ minuts spil rev bolden ind bag Sergio med et fremragende langskud og så var festen i gang. Real Madrid havde fuldt styr på opgøret og viste flere gode momenter, selv om man ikke kom frem til de helt oplagte chancer.

Cristiano Ronaldo fortsætter de gode takter og efter 23 minutters spil var han manden bag scoringen til 2-0, da han i medløb modtog en bold fra Modric og drejede bolden ind bag Sergio og dermed var kampen i realiteten afgjort, for Celta havde indtil da ikke haft meget at byde ind med.

José Mourinho havde gjort sit forarbejde godt, for han overraskede med Modric i startopstillingen og den kroatiske midtbanestjerne spillede rigtig godt og var meget aktiv i opspillet.

Cristiano Ronaldo kunne være blevet hattrick-helt efter 35 minutters spil, men linievogteren overså på beklagelig vis en hængende Celta-forsvarer og så blev scoringen annulleret, selv om portugiseren var plus to meter på den rigtige side! Og da Ayza Gámez få minutter senere undlod at udvise Túñez, mistede Mourinho besindelsen på bænken og sparkede en bold ned i spillertunnelen i ren frustration.

Ayza Gámez´ usikre præstation forplantede sig til spillet på banen, som nu blev en lidt ophedet affære, som blandt andet førte til advarsler til Ramos og Arbeloa i samme situation, hvor Sergio Ramos og Lucas havde en uoverensstemmelse efter et sammenstød.

Kort før pausen blev Hugo Mallo tilsyneladende ramt af en alvorlig knæskade efter en løbeduel med Cristiano Ronaldo og det unge forsvarstalent måtte grædende forlade banen på en båre og det så faktisk ganske grimt ud.

Fra anden halvlegs start kom Varane på banen i stedet for Xabi Alonso, som også sluttede første halvleg af med problemer med bentøjet og det betød en større rokade på Real Madrids hold. Varane overtog nemlig Sergio Ramos´ plads i det centrale forsvar, hvilket sendte spanieren ud som højre back og Michael Essien op på den centrale midtbane ved siden af Luka Modric.

Real Madrid fik en lille advarsel om, at man skulle få lukket kampen for alvor, da Park var tæt på at glide bolden i mål efter seks minutters spil, men hverken han eller Casillas nåede ned til Lucas´ lumske indlæg. Og galicerne fik faktisk bedre fat om kampen og fik presset Real Madrid lidt tilbage på banen, men de helt store chancer udeblev.

Karim Benzema havde ikke haft nogen stor aften og blev udskiftet efter 65 minutters spil i stedet for Higuaín, som kom ind til sin anden kamp siden han vendte tilbage fra sin skade.

Han kunne se Real Madrid komme i nye problemer i det 73. minut, da Sergio Ramos blev udvist for sit andet gule kort i kampen. Det gav Celta mere blod på tanden og fire minutter senere var man tæt på den reducering, som kunne have givet forlænget spilletid, men Casillas fik reddet til hjørnespark.

Udvisningen fik dog ikke José Mourinho til at tænke i defensive baner og straks efter satte han Ángel di María på banen i stedet for Mesut Özil.

Men hvem går man til, når det ser mest skidt ud: Cristiano Ronaldo eller som de siger på Estadio Santiago Bernabéu: Cristiaaano, Cristiaaano, Cristiaaano!!!!

Tre minutter før tid slap han fri på kanten og med den allerstørste naturlighed sendte han bolden ind bag Sergio og fuldendte dermed det hattrick, som liniedommeren ødelagde i første halvleg.

Og så var det kun ekstra flødeskum på kagen, at Cristiano Ronaldo et minut efter stod for oplægget til Khediras scoring til 4-0. Dermed fik portugiseren sendt en hilsen til verden om, at der findes en spiller som er lige så god som Guldbold-vinderen.

Kampfakta:
Real Madrid – Celta 4-0 (2-0)
1-0 Cristiano Ronaldo (2.)
2-0 Cristiano Ronaldo (23.)
3-0 Cristiano Ronaldo (87.)
4-0 Khedira (88.)
Tilskuere:

Dommer: Ayza Gámez

Gule kort: Túñez (Celta), Ramos, Arbeloa (Real Madrid)
Røde kort: Ramos (Real Madrid)

Real Madrids hold: Casillas, Arbeloa, Carvalho, Ramos, Essien, Khedira, Xabi Alonso (Varane, 46. min.), Modric, Özil (Di María, 75. min.), Cristiano Ronaldo, Benzema (Higuaín, 65.).

Celtas hold: Sergio, Hugo Mallo (Lago, 45. min.), Túñez (Demidov, 46. min.), Cabral, Bellvís, Jonathan Vila, Álex López, De Lucas, Krohn-Dehli, Augusto, Park (Aspas, 56. min.).

Seneste artikler...

Annonce