Cristiano Ronaldo glæder sig til at vende hjem til Manchester

Cristiano Ronaldo og Real Madrid står snart foran CL-braget mod Manchester United og den portugisiske stjerne ser frem til det opgør. Det fortæller han i et interview med The Sun:

- Det bliver rigtig spændende. Jeg taler fortsat meget med Uniteds spillere, som for eksempel Rio Ferdinand, Patrice Evra, Nani og Anderson. De laver altid sjov med mig. Det bliver fantastisk at vende tilbage og møde dem, selv om det bliver en meget svær kamp.

Det bliver samtidig også et møde mellem to personligheder på trænerbænken. Om det siger Cristiano Ronaldo:

- Manchester United er det bedste hold i England, de er geniale. De vinder noget hvert år. Og de har en fantastisk træner i Sir Alex Ferguson, det ved jeg. Men vi har José Mourinho. Og han er min træner nu, derfor forventer jeg naturligvis at Mourinho vinder.

En sammenligning mellem de to trænere vil han dog ikke lave:

- Det er ikke rimeligt at vælge den ene frem for den anden, det er som at sammenligne en Ferrari med en Porsche. De er begge rigtig dygtige, med stor erfaring og de vil begge to altid vinde og jeg mener at vinde alt. Det er derfor, at de begge har vundet så mange mesterskaber.

Om sine egne forventninger til det kommende møde med Manchester United, siger Cristiano Ronaldo:

- For mig er det en fornøjelse, en sand fornøjelse. Selvfølgelig vil der være megen opmærksomhed på mig, men for mig vil det ikke være et pres, det vil ikke være et pres overhovedet. Det er bare en kamp, en fodboldkamp mod min gamle klub. Jeg skal ikke i krig, jeg vender tilbage til mit hjem og det ser jeg forventningsfuldt frem imod. Manchester var mit hjem og de er fortsat i mit hjerte. De gør mig glad. For når folk behandler dig rigtig godt, glemmer du det aldrig. Og jeg vil aldrig glemme de personer, som jeg arbejdede sammen med der og tilhængerne. Derfor er jeg glad for at vende tilbage til Manchester.

Seneste artikler...