Castilla storsejrede mod bundhold
Castilla mødte i går nedrykningstruede Recreativo Huelva på udebane, og her sørgede Gonzalo García og Víctor Muñoz for en sikker 4-1-sejr.
Efter en begivenhedsløs første halve time var det hjemmeholdet, der kom foran, da en holdeforseelse havde givet dem et straffespark, som de udnyttede, men føringen holdt kun i seks minutter. Her blev Muñoz sendt i dybden, hvorefter han med et smukt indlæg, der skruede lige uden om Recreativo-forsvareren, fandt Gonzalo, der kunne glide bolden i kassen til 1-1.
Altid ihærdige Muñoz stod selv for de næste to mål, og i begge tilfælde efter elendigt forsvarsspil af hjemmeholdet. I sin jagt på bolden fik han efter 39 minutter elegant vippet den over en fremadstormende forsvarsspiller, inden han nogle træk senere sparkede den sikkert i kassen med højrebenet. Efter 51 minutter jagtede han igen en bold, og da Receativo-forsvarsspilleren valgte at gå ned i en glidende tackling, kunne han nemt støde bolden forbi ham og momenter senere skrue bolden flot i kassen via stolpen med venstrebenet.
Gonzalo stod for 4-1-målet efter 67 minutter, da han blev sendt i dybden en storspillende Muñoz, tog et træk uden om keeperen og sikkert scorede sit andet mål i kampen.
Med sejren er Castilla endnu ubesejret i 2025, og man ligger nummer otte i tabellen med fire point op til den første af playoffpladserne, nemlig Merida på femtepladsen.
Castillas hold: de Luis, Lorenzo, Rivas (D. Ruiz, 87‘), Ramón, Edgar, Youssef (Valdepeñas, 81’), David, Manuel Ángel (Campos, 81‘),Fortuny, Muñoz (Ribes, 87’), Gonzalo.