Real Madrids ledelse og trænerstab fyldt med tidligere spillere
Real Madrid er en stor familie.
Det billed tegner sig, når man ser på klubbens ledelse og trænerstab ned gennem rækkerne. Her er stillingerne nemlig fyldt op med tidligere Real Madrid-koryfæer.
Klubbens ærespræsident er Alfredo di Stéfano, mens Emilio Butragueño er direktør for internationale relationer og Miguel Pardeza er fodbold-direktør.
Til den kommende sæson ventes Carlo Ancelotti at være træner og han får tidligere Real Madrid-spillere som assistenter, nemlig Zinedine Zidane og måske Aitor Karanka, som også er tiltænkt en rolle i klubben. Herudover vil Chendo fortsat være tilknyttet førsteholdet, som den delegerede.
I La Fábrica er en stor del af trænerne tidligere Real Madrid-spillere. Castilla-træner Alberto Toril nåede et par førsteholdskampe, mens navne som Fernando Morientes, Santiago Solari (Ny Cadete B-træner i den kommende sæson), Rubén de la Red, Tristán Celador og Manolo Díaz måske lyder bekendt.
Kun den øverste ledelse bestående af præsident Florentino Pérez og Generaldirektør José Ángel Sánchez, samt den ansvarlige for La Cantera, Ramón Martínez, har ikke en fortid som spiller i Real Madrid.
