Optakt: Real Madrid – Espanyol, LaLiga, 5. spillerunde

Der plejer at være udsigt til en Clásico, når Real Madrid møder et catalansk hold fra toppen af LaLiga, men i denne omgang drejer det sig om Espanyol, der har fået en bragende flot start på sæsonen og sammen med de to topfavoritter til mesterskabet samt oprykkerne fra Elche er blandt de fire ubesejrede hold i turneringen indtil nu.
Espanyols tredjeplads skyldes, at de har vundet alle deres tre hjemmekampe i sæsonen, herunder sæsonåbneren mod Atlético Madrid, mens de klarede uafgjort imod Real Sociedad i Baskerlandet. Så det er et hold med momentum, der træder ind på Santiago Bernabéu denne lørdag eftermiddag. Det gør de dog, heldigvis for Real Madrid, uden deres topscorer Pere Milla, der har lavet tre af deres otte mål hidtil, men som var så uartig at fortælle dommeren i deres seneste sejr over Mallorca, at han var ’forfærdelig’. Værsågod; to dage i skyggen for at sige det, vi kun må antage har været sandheden.
Meget apropos er netop relationerne til dommerne fortsat en brandvarm kartoffel i Real Madrid i denne sæson. I dag må man undvære Huijsen, selvom dommerforbundet har indrømmet, at han selvfølgelig ikke skulle have haft rødt kort i sidste runde imod Real Sociedad. Og frustrationerne hænger da også som en skygge over dagens kamp, da Real Madrid tabte det omvendte opgør i sidste sæson på et sent mål af Carlos Romero, der tidligere i kampen havde udsat Mbappé for en vanvidstackling uden VARs indblanding og uden at blive udvist.
Forhåbentlig kan Real Madrid i dag få lov at spille en kamp uden tåbelige udvisninger og tynde straffespark, for spillet har faktisk set rigtig fint ud i den første halve time med 11 mand på banen imod Real Sociedad og især i første halvleg imod Marseille, der havde store problemer med at spille sig ud af Real Madrids pres. Her kunne Real Madrid snildt have scoret tre-fire mål i åbent spil, men det vidner også om, at Real Madrids offensive spillere gerne må blive den my skarpere.
Real Madrid er til dagens kamp skåret ind til benet i forsvaret, hvor Carvajal, Militão og Asencio nærmest er nødsaget til at starte, mens spørgsmålet er, om Carreras skal have en pause til fordel for Fran García. Offensivt glider Vinícius ind i stedet for Rodrygo, mens valget som højrekant står mellem et genvalg til ihærdige og uslebne Mastantuono eller Brahim, der sjældent viser det store, når han starter inde. På midtbanen har kun Ceballos en mulighed for at klemme sig ind i stedet for en af de tre faste startere hidtil i sæsonen, men det bliver spændende at se, om Bellingham og Camavinga skal have nogle minutter i løbet af kampen.
Espanyol kommer – ulig mange andre af de mindre spanske hold – med en masse nye spillere i truppen. Gode gamle Marko Dmitrovic har taget over i målet for Joan García, der er taget til Barcelona, mens det dyreste køb er af angriberen Roberto Fernández for ca. seks millioner fra Braga. Derudover er Kike García, der har scoret flere flotte mål imod Real Madrid gennem tiden, ny veteransupersub, mens højrekanten Tyrhys Dolan, man har hentet i Blackburn, har vakt begejstring, især med sine to assists mod Mallorca senest. Bare for at nævne en lille håndfuld af de mange nye Espanyol-spillere.
Real Madrid har tabt tre kampe mod Espanyol siden 2018, men de har alle været på udebane, og generelt plejer man at have rigtig godt styr på catalonierne, især på hjemmebane, hvor man har vundet 25 af de seneste 29 kampe og ikke tabt siden april 1996, hvor kun fem nuværende Real Madrid-spillere var født.
Om Real Madrid fortsætter med at gøre rent bord i LaLiga, finder vi ud af, når kampen fløjtes i gang klokken 16:15. Den kan ses på Tv2 Sport X og tv2 play.
Real Madrids forventede hold: Courtois, Carvajal, Militão, Asencio, Fran García, Valverde, Tchouaméni, Güler, Mastantuono, Mbappé, Vinícius.
