Florentino Pérez går til angreb på rivalen: “Det er de samme som under Calderón”
Florentino Pérez skød onsdag officielt sin valgkamp i gang med præsentationen af sit kandidatur til præsidentposten i Real Madrid. Det skete med et markant budskab og direkte angreb på rivalen Enrique Riquelme.
Dagen efter fortsatte Pérez offensiven i et interview med TVE, hvor han fremhævede sin egen ledelse af klubben, intensiverede kritikken af modkandidaten, talte om fremtidige trænerplaner og kommenterede både Vinicius’ fremtid og den omtalte rådgiver Anas Laghrari.
Nyt angreb på Enrique Riquelme
Pérez gjorde det klart, at han mener, der foregår et forsøg på at destabilisere klubben gennem kritik af ham personligt.
“Jeg elsker Real Madrid, og når jeg ser, at nogen går efter klubben, så er jeg her. Jeg havde opdaget en bevægelse i kulissen, som havde til formål at skabe uro i klubben gennem min person. Derfor udskrev jeg valg, fordi jeg stadig tror på medlemmerne,” sagde Pérez.
Han gik derefter direkte efter Enrique Riquelmes kandidatur.
“Når jeg ser det andet kandidatur, så er det de samme folk som under Calderón, som var den mørkeste periode i Real Madrids historie. Derudover siger man, at denne mand har taget et lån med en årlig rente på 54 procent. Hvordan kan man gøre det? Jeg finder ikke på noget. Det giver indtryk af, at han er kommet, fordi han har brug for klubben til sin virksomhed.”
Afviser direkte debat
Pérez afviste samtidig muligheden for en direkte debat med sin udfordrer.
“Nej, jeg kommer ikke til at debattere med nogen. Han kan tale alt det, han vil. Jeg forklarer alt her.”
Han afviste også beskyldninger om, at klubben kunne blive privatiseret.
“Det er noget, de dårlige siger. Vi har været udsat for mange angreb, og LaLiga bidrog også, fordi de ville tage Real Madrids indtægter og fordele dem mellem alle klubberne. Det lykkedes os at stoppe. Den eneste måde at beskytte vores værdier på er, at klubbens værdi tilhører medlemmerne.”
Kommenterer på Anas Laghrari
For første gang kommenterede Pérez også på den kontroversielle figur Anas Laghrari, som ofte beskrives som hans tætte rådgiver bag kulisserne.
“Hvem siger, at han vil være præsident og alt muligt? Han er ikke engang gammel nok til at blive præsident. Han hjælper os bare, ikke andet. For at være ærlig ved han kun lidt om fodbold, men han ved meget om teknologi.”
Trænersituationen fortsat uafklaret
Pérez ville heller ikke afsløre, hvem der skal være klubbens næste træner, men antydede, at flere navne er i spil.
“Jeg tænker stadig over det. Om jeg har et navn? Jeg har to. Mourinho? Han er en god træner, helt klart. Men jeg kommer ikke til at annoncere noget endnu, fordi jeg stadig ikke har talt med ham.”
Usikkerhed om Vinicius’ fremtid
Om Vinicius Junior og en mulig kontraktforlængelse lød det:
“Jeg ved ikke, om han forlænger. Hvis du spørger om min mening, så ønsker jeg, at han bliver i Real Madrid, fordi han er en af verdens bedste spillere.”
“Jeg henter altid de bedste”
Pérez fremhævede flere af holdets profiler som verdens bedste spillere.
“Mbappé, Bellingham, Güler, Valverde, Vinicius… Det er de bedste spillere i verden. Folk ved, at jeg altid vil hente de bedste. En god træner vil få alle de spillere til at opleve endnu en stor æra i Real Madrid.”
Går “hele vejen” i Negreira-sagen
Til sidst understregede Pérez, at klubben fortsat vil kæmpe hårdt i den såkaldte Negreira-sag.
“Jeg går hele vejen i den sag. Hvis nogen tror, jeg har glemt det, tager de fejl. Jeg går hele vejen. Jeg vil være til Champions League-finalen, fordi UEFA’s præsident har inviteret mig, og når valgkampen er slut, vil jeg give ham en dossier, som er blevet udarbejdet over tre år, så de kan se den største korruptionssag i historien. Real Madrid er heldig at have mig, det skal der ikke være nogen tvivl om.”

