Madridista.dk mener: Tid til at sige farvel til Iker Casillas

Jeg er på forhånd klar over, at hvis vi havde haft middelalderlige tilstande, så kunne ovenstående synspunkt have ført til, at jeg var blevet brændt på bålet eller var kommet på hjul og stejle. Jeg er også klar over, at der findes lande, hvor jeg var blevet hængt uden rettergang for en så blasfemisk udtalelse.

Derfor vil jeg også med det samme slå fast, at bare det at skrive overskriften skete med et stort stik i hjertet og en smule dårlig samvittighed, for som almindelig fan er jeg jo også styret af 90% følelser og 10% fornuft. Der skal derfor heller ikke herske tvivl om, at jeg elsker hvad Iker Casillas har gjort for Real Madrid.

Det er bare ikke en luksus, som José Mourinho kan tillade sig at have og eftersom jeg selv i lang tid har været fortaler for, at Real Madrid blev udstyret med en træner, som fik det fulde ansvar for truppen og ikke konstant skulle rådgives af andre i Real Madrids ledelse, som lettere kunne læne sig op ad følelserne, så må jeg sige at jeg i denne sag er på The Special Ones side.

For hvis vi nu skal lægge følelserne lidt til side, så må vi vel erkende, at vi har set en Iker Casillas med et dalende niveau i det seneste års tid – måske endda mere. Han er fortsat en glimrende målmand – ingen tvivl om det – men i slutningen af sidste sæson og i starten af den igangværende, bemærkede man, at han ikke længere står for disse fabelagtige redninger, som giver Real Madrid det ekstra point og han var også i flere tilfælde impliceret i mål til modstanderen.

Og det er måske en helt naturlig konsekvens af at have været totalt urørlig i Real Madrid-truppen i mere end et årti, at man måske lige mangler den sidste skarphed i træningen og ikke har det samme fokus. Det er i hvert fald et forhold, som Arrigo Sacchi i sin tid bemærkede ved Iker Casillas, at han ikke altid trænede lige seriøst.

Det har Casillas til dels kunnet holde skjult, fordi Real Madrid i de senere år har haft et hav af trænere, hvoraf flere i større eller mindre grad har været konfliktsky, men samtidig har Iker Casillas fortsat været bedre end de mulige afløsere.

Sådan forholder det sig ikke mere. I Diego López har Real Madrid fået en målmand, som udviser stor ro og som udstråler roen til sit forsvar. Der er således ikke sportslige grunde til at ønske Iker Casillas tilbage i målet. Der er en masse følelsesmæssige grunde til det, men som nævnt før: Det er ikke José Mourinhos opgave.

Grebet af følelserne gør det naturligvis José Mourinho til et dumt svin og han hjælpes ikke på vej af sit ind i mellem misforståede forhold til Madridismoen og selv den mest inkarnerede Mourinhista kan nok nævne en episode eller to, hvor man har tænkt: Hold nu op eller Hold nu kæft, Mourinho.

Men i denne specifikke sag, gør han Real Madrid – og dermed os alle – en stor tjeneste, ved benhårdt og umådeligt kynisk at slå ned på det, som ikke virker og få det løst. Han gjorde det i sin tid i god ro og orden med Raúl og Guti, som begge forstod at det var bedst for alle parter at søge nye udfordringer, også fordi de havde nået en alder, hvor der var ræsonnement i at satse på yngre kræfter og i dag er der jo ingen af os, som af sportslige grunde ønsker Raúl i stedet for Cristiano Ronaldo eller Guti i stedet for Özil.

De to Real Madrid-legender skal have stor ros herfra for at lade fornuften råde og ikke gøre sig større end Real Madrid, men helt på samme måde har jeg det ikke med Iker Casillas i denne sag.

Jeg kan ikke slippe følelsen af, at Iker Casillas har brugt – og i nogle tilfælde også misbrugt – sin position i Real Madrid til egen fordel. Med andre ord kan jeg ikke blot henslå ham som et sagesløst offer for José Mourinhos luner.

Tidligere blev der nævnt Arrigo Sacchis observation af en trænings-indsats, som ikke altid levede op til Real Madrids standard, men personligt undrede jeg mig også over Iker Casillas´ manglende lyst til at juble over Cristiano Ronaldos scoringer i efteråret, ligesom jeg synes at han i flere tilfælde har optrådt tvetydigt i pressen, hvor jeg også har fornemmelsen af, at han har brugt pressen til at fremme sin egen sag. Derfor fremstår sagen nu uløselig mellem to uforsonlige parter, hvor man på hver sin side hævder at gavne Real Madrid.

På den korte bane har denne sag dog ingen vinder, men på længere sigt kan det få alvorlige konsekvenser for Real Madrid og den måske nye træner, som under alle omstændigheder vil blive tvunget til at indlede sin træner-karriere i Real Madrid med at træffe en afgørelse i sagen. Her forudsat, at José Mourinho stopper til sommer.

Men som ansvarlig i Verdens mægtigste klub er man ind i mellem nødt til at træffe afgørelser, som gør ondt og fodboldhistorien har jo vist flere succesrige eksempler på, at man har fjernet fremmed-elementer, som nok havde en masse at byde på i sportslig sammenhæng, men ud fra et større perspektiv udgjorde et problem.

Som eksempel kan man bare tage Pep Guardiolas benhårde og konsekvente handling over for spillere som Ronaldinho, Deco, Samuel Eto´o og Zlatan Ibrahimovic, men også hos Real Madrid har man været nødt til at foretage den kyniske handling at skille sig af med et ikon, nemlig vores egen ærespræsident, Alfredo di Stéfano, som i sin tid fik sparket af Don Santiago Bernabéu, fordi argentineren på et tidspunkt blev for egenrådig.

Og det bliver bestemt hverken sjovt eller populært, men man må gøre sig klart, at Real Madrid godt kan leve uden Iker Casillas og for den sags skyld kan Real Madrid også godt leve uden José Mourinho. Spørgsmålet er om det Real Madrid, vi alle sammen elsker, kan leve med en latent konflikt, som uundgåeligt vil poppe op igen i fremtiden, hvis ikke man nu griber fat om nældens rod.

I sidste ende handler det ikke om enkeltpersoner, men om institutionen Real Madrid.

Saludos Blancos.

Jesper Frost-Hansen