Real Madrid Femenino møder Barcelona i spansk Super Cup-finale
Skrevet af Jesper. Udgivet i Real Madrid Femenino, torsdag, 22. januar 2026 15:46

Helt som ventet bliver det Barcelona, som bliver Real Madrid Femeninos modstander i den spanske Super Cup på lørdag.
Barcelona vandt nemlig deres semifinale over Ath. Bilbao med 3-1 og dermed får man en gentagelse af sidste års Super Cup-finale, som ved den lejlighed blev vundet med 5-0 af Barcelona.
De catalonske mestre er da også gigant-favoritter i lørdagens kamp, som afvikles på Estadio Castalia i Castellón.
Misa spillede kamp nummer 200 for Real Madrid
Skrevet af Malthe Gejl Boesen. Udgivet i Real Madrid Femenino, onsdag, 21. januar 2026 18:04

26-årige Misa Rodríguez blev i går aftes den første spiller i Real Madrid Femeninos historie til at nå 200 kampe for klubben, da hun vogtede målet i 3-1-sejren over Atlético Madrid i semifinalen i Den Spanske Super Cup.
Misa har gang i sin sjette sæson i klubben, og det skarpe hjørne runder hun faktisk en del hurtigere, end man ellers kunne have forventet i starten af sæsonen, da sommerindkøbet Merle Frohms var det klare førstevalg på keeperposten, indtil hun blev ramt af en grum knæskade.
Af de 200 kampe har 144 været i Liga F, 39 i Champions League, 11 i Copa de la Reina og seks i Den Spanske Super Cup. Hun har undervejs vundet Zamora-trofæet to gange, nemlig i 2021 og 2023.
Real Madrid Femenino klar til finale i spansk Super Cup efter overbevisende El Derbi-sejr
Skrevet af Jesper. Udgivet i Real Madrid Femenino, onsdag, 21. januar 2026 13:37

Real Madrid Femenino behøvede blot 18 minutter til at sætte Atlético Madrid på plads og samlet vinde 3-1 over nabo-rivalerne.
Hurtige scoringer fra Athenea, Weir og Caicedo punkterede opgøret før det var kommet i gang og dermed er Pau Quesadas tropper klar til den tredje finale i holdets historie. Selvsamme Pau Quesada stod endda ikke på sidelinjen af private årsager. I stedet var det assisten Antonio Rodríguez, som til lejligheden havde danske Sara Holmgaard og Eva Navarro tilbage på back-positionerne.
Real Madrid Femenino havde stort overtag i første halvleg, hvor man godt kunne have scoret yderligere, men det blev ved 3-0 ved pausen og i anden halvleg overlod man mere til Atlético Madrid, som fik reduceret med 20 minutter igen ved Luany, men mere blev det ikke til i kampen, som Signe Bruun måtte overvære fra bænken.
Real Madrid Femeninos hold: Misa, Eva Navarro, M. Méndez, Lakrar, Holmgaard (Yasmim, 67’), Däbritz (Toletti, 82’), Angeldahl, Weir (Feller, 46’), Linda C., Athenea (Shei, 57’) og Redondo (Irune, 60’)
Signe Bruun tilbage efter tre måneders fravær
Skrevet af Jesper. Udgivet i Real Madrid Femenino, mandag, 19. januar 2026 10:45

Signe Bruun var denne weekend tilbage i Femenino-truppen til udekampen mod Levante og selv om hun ikke kom ind og fik spilletid, så var det godt nyt at hun atter var med.
Den danske angriber har været ude af spillet i mere end tre måneder, efter at hun i en træningssession fik et voldsomt slag i hovedet og efterfølgende følte voldsomt ubehag og har siden lidt af voldsomme hovedpine-anfald.
Nyheden om Signe Bruuns tilbagevenden til førsteholdet er godt nyt for træner Pau Quesada, idet danskeren inden fraværet nåede at spille seks kampe for Real Madrid Femenino, hvor hun scorede tre mål.
Forhåbentlig er hun snart tilbage i målscorerens rolle igen.