Rachad Fettal på vej mod comeback
Skrevet af Roman Naimi. Udgivet i La Fábrica, fredag, 27. marts 2026 12:43

Rachad Fettal har fået grønt lys til at blive inkluderet i Castilla-truppen mod Celta B den 3. april. Den 21-årige marokkaner vendte tilbage til truppen i denne uge efter en længere skade. Om han får spilletid mod Celta B, er endnu ikke sikkert. Cheftræner Julián López de Lerma vil sammen med lægestaben vurdere situationen, med håb om at få Fettal tilbage i spil snarest.
Målet er, at Rachad Fettal skal i aktion på Old Trafford, i Premier League International Cup-opgøret mod Manchester United. Klubben ser dette opgør som starten på marokkanerens comeback, efter gentagende perioder med skader.
Tredje gang er lykkens gang
Dette bliver Rachad Fettals tredje forsøg på at vende tilbage fra en skade. Han pådrog sig en muskelskade i starten af sæsonen, som har holdt ham ude af flere omgange. Den seneste skade pådrog han sig den 4. januar. Dengang var Álvaro Arbeloa træner for Real Madrid Castilla, hvilket giver et indblik i hvor længe den 21-årige angriber har været skadet. Nuværende cheftræner for Real Madrid Castilla, Julián López de Lerma, håber på at få Rachad Fettal i aktion snart.
Cristiano Ronaldo Junior træner med i Valdebebas
Skrevet af Jesper. Udgivet i La Fábrica, onsdag, 25. marts 2026 15:06

Cristiano Ronaldo Junior træner i øjeblikket med i La Fábrica og ifølge spansk presse er man tæt på at sikre sig verdensstjernens søn på en kontrakt.
Den unge spiller trænede med Cadete A-holdet og hans fremtid kan altså ligge i den spanske hovedstad, selv om hans far fortsat er på kontrakt i Al Nassr.
Cristiano Ronaldo Senior har for nylig købt sig ind i Almería, så han har også en tilknytning til spansk fodbold i de kommende år.
Liberto Navascués forlænger med Real Madrid efter stærk uge
Skrevet af Mathias Larsen. Udgivet i La Fábrica, fredag, 20. marts 2026 12:35

Real Madrid har sikret sig endnu et af sine største ungdomstalenter for fremtiden. Den 19-årige venstreback Liberto Navascués har forlænget sin kontrakt med klubben frem til 2030 efter en uge, der understreger hans stigende betydning i klubben.
For blot få dage siden var Navascués med til at spille UEFA Youth League-holdet videre til Final Four, da spanierne eliminerede Sporting CP. Her kom han ind fra bænken og leverede en solid indsats over 45 minutter. Dagen efter blev hans udvikling belønnet med en ny kontrakt, der forlænger hans ophold i klubben med tre år i forhold til den tidligere aftale.
Navascués, internt kendt som “Liber”, repræsenterer prototypen på den moderne back. Han er venstrebenet, dynamisk og offensivt orienteret med evnen til både at skabe bredde og udfordre én-mod-én. Samtidig besidder han fleksibiliteten til at indgå længere fremme på banen som kantspiller, når kampbilledet kræver det. Kombinationen af fart, teknik og taktisk disciplin gør ham til en profil, klubben har haft store forventninger til siden hans ankomst fra Rayo Vallecano som 10-årig.
Den nuværende sæson har været den mest krævende i hans karriere hidtil. Formelt tilknyttet Juvenil A har Navascués opereret på tværs af tre niveauer: 17 kampe for Real Madrid C, fem optrædener for Castilla samt otte kampe i Youth League. Den konstante bevægelse mellem hold vidner om både hans alsidighed og den tillid, han nyder internt.
Bag udviklingen står blandt andre Álvaro Arbeloa , som har fulgt ham tæt gennem flere ungdomsår og fungeret som en central figur i hans rejse mod den forhåbentlige endedestination - førsteholdet i Real Madrid. Det er også Arbeloa, der i denne sæson gav ham chancen i Castilla og dermed accelererede hans vej mod førsteholdets periferi.
Navascués er en del af en talentfuld generation, hvor også navne som Thiago Pitarch begynder at markere sig. I Valdebebas er vurderingen klar: her er tale om en spiller med både niveau og potentiale til på sigt at tage skridtet op i klubbens øverste lag.
Uden for fodbolden viderefører han en stærk sportslig arv. Hans far, bokseren Pablo Navascués, kendt som “El Huracán”, blev to gange spansk mester i mellemvægt og var tæt på en VM-kamp i IBF-regi mod Sebastian Sylvester – en kamp, der dog aldrig blev realiseret. Sporten fylder dermed fortsat meget i familien, hvor disciplin og konkurrence ligger dybt forankret.
Real Madrid Juvenil A klar til Final Four i Youth League
Skrevet af Jesper. Udgivet i La Fábrica, torsdag, 19. marts 2026 09:54

Real Madrid Juvenil A er klar til Final 4 efter en velfortjent sejr over Sporting Club de Portugal på 2-1 hjemme på Estadio Alfredo di Stéfano.
Álvaro López´ tropper lagde stærkt ud og kom frem til flere chancer og følte sig snydt for et straffespark begået mod Yáñez. I stedet kom Sporting foran med 0-1 kort før pausen, da Goncalves pludselig var alene igennem og udplacerede Voloshyn i målet.
Det fik dog ikke Real Madrid Juvenil A til at miste modet og man kom stærkt ud til anden halvleg, som man indledte med et skud på stolpen, inden Jacobo fra en spids vinkel udnyttede Carlos Diéz præcise aflevering til at udligne. Da var der spillet seks minutter af anden halvleg.
Presset fortsatte mod portugisernes mål og 12 minutter senere kunne Roberto så sende Real Madrid Juvenil A på sejrskurs med et langskud og endnu en gang var det med Carlos Diéz som oplægger.
Sporting Club de Portugal viste også farlighed i banens anden ende, hvor træværket et par gange måtte tage fra, men der blev ikke scoret mere i kampen og Real Madrid Juvenil A er dermed klar til et semifinale-opgør mod Paris SG, som slog Villarreal i deres kvartfinale.
Kampene i Final 4 finder sted i perioden fra. 17. til 20. april på Stade de la Tuiliére i Lausanne.
Real Madrid Juvenil A: Illia Voloshyn, Fortea, Mario Rivas (Liberto, 45’), Diego Aguado (Ariel, 67’), Lezcano, Cestero, Roberto (Diego, 67’), Carlos Díez (Viega, 74’), Yáñez, Alexis Ciria og Jacobo (Arnau, 85’).