Álvaro López efter Youth League-triumf: Denne generation fortjener at vinde

Real Madrids Juvenil A-hold har sikret sig klubbens anden titel i UEFA Youth League efter en imponerende turnering. Efter triumfen satte cheftræner Álvaro López og den tidligere træner Julián López de Lerma ord på præstationen i et interview med Realmadrid TV.

Álvaro López lagde ikke skjul på sin stolthed over spillerne:
“De fortjener det her. Drengene har ydet en utrolig indsats. De har stået sammen i både medgang og modgang, og vi har kæmpet helt til slut. Denne generation fortjener at blive mestre i Youth League. Vi har skrevet historie, og det skal fejres, som det fortjener.”

Han fremhævede også modstanderen, som pressede Real Madrid til det yderste:
“Vi skal også lykønske vores modstander, som har spillet en fantastisk turnering. De har et virkelig stærkt hold og gjorde det meget svært for os. Vi vidste, at vi skulle kæmpe til sidste øjeblik, og det gjorde vi. Det er det, klubbens emblem kræver af os.”

Stor anerkendelse til tidligere trænerteam

Álvaro López benyttede samtidig lejligheden til at sende tak til hele klubben og det tidligere trænerteam:
“Jeg vil gerne takke klubben for støtten – først og fremmest præsidenten, som var til stede i dag, alle der er kommet for at hjælpe os, både her og i Madrid, samt trænerstaben, der startede sæsonen med holdet. De har været afgørende for, at vi kan skrive historie i dag. Det glæder mig også, at Julián kunne være her. Tillykke til ham og hans stab, som gjorde et stort stykke arbejde i begyndelsen. Det vigtigste er, at holdet har Real Madrids DNA – at kæmpe til det sidste og repræsentere klubbens værdier.”

López de Lerma: En fælles triumf for ungdomsafdelingen

Den tidligere cheftræner Julián López de Lerma var både rørt og stolt over holdets bedrift:
“Jeg er meget glad og bevæget. Det her er en sejr for hele ungdomsafdelingen, uanset om det er Álvaro eller Julián, der står med trofæet. Det er en fortjent sejr. Fra tribunen oplever man kampene anderledes, og vi led nok mere, end vi havde ønsket, men det vigtigste er, at vi er blevet mestre. Nu skal det fejres – det har vi fortjent.”

Han roste også det nuværende trænerteam for at videreføre holdets udvikling:
“Det nye trænerteam har formået at bygge videre på det talent, der er i truppen, og har fulgt den linje, holdet allerede var på. De har fortsat med at vinde og vise deres overlegenhed, hvilket har ført til mesterskaber i både ligaen og Youth League. Der venter flere udfordringer, og jeg er sikker på, at de vil gå efter dem.”

Med sejren cementerer Real Madrids ungdomshold endnu en gang klubbens stærke talentudvikling og evne til at skabe vindere på alle niveauer.

Log-på for at kommentere

Real Madrid Juvenil A er Youth League-mestre

Real Madrid Juvenil A er Youth League-mestre efter en sejr på straffespark over Club Brügge. Den ordinære kamp endte 1-1, men det er på ingen måde retvisende.

Hvor spiller de dog godt, de unge drenge fra Juvenil A. De er alt det, som førsteholdet ikke er. Stålsatte på at generobre bolde.  Angribere, som jagter modstanderen helt ned i eget straffespark, for at afværge en situation. Når der ikke lige bliver dømt frispark, er det ikke hele verdens skyld, nej, så er det op og kæmpe videre.

Club Brügge blev blæst omkuld i første halvleg og kun stærkt målmandsspil af Vanden Driessche forhindrede mere end den føring på 1-0, som Jacobo genialt drejede i mål med hælen på Forteas hårde og præcise indlæg efter 23 minutters spil.

Club Brügge kom bedre med i anden halvleg, hvor man havde den første større chance efter blot to minutter, men Javi Navarro fik reddet. Han var dog chanceløs efter 64 minutters spil, da danske Tobias Lund Jensen fik udlignet fra tæt hold.

Real Madrid Juvenil A pressede på for at få en afgørelse i ordinær spilletid, men det lykkedes ikke og så måtte man igen i straffesparks-konkurrence og her blev Javi Navarro igen helten med to redninger, og da Liberto, Yáñez, Carlos Díez og Diego Aguado alle scorede på deres forsøg, kunne jublen bryde ud.

Real Madrid Juvenil A: Javi Navarro, Fortea (Melvin, 46’), Joan Martínez, Diego Aguado, Lezcano, Cestero (Viega, 83’), Diego (Lacosta, 71’), Carlos Díez, Yáñez, Alexis Ciria (Liberto, 77’) og Jacobo.

Log-på for at kommentere

Real Madrid Juvenil A klar til Youth League-finale

Real Madrid Juvenil A er klar til Youth League-finalen efter et straffesparksdrama mod Paris SG.

Franskmændene kom foran efter en halv times spil ved Ly og det var første rigtige mulighed til Paris efter dominans fra Real Madrid Juvenil A. Få øjeblikke senere måtte målmand Javi Navarro finde en stor redning frem for at forhindre scoringen til 0-2.

Real Madrid satte lidt mere tryk på i anden halvleg og Jacobo havde en stor chance for at udligne efter 10 minutter, men James reddede Paris i den situation.

Tre minutter senere blev Paris SG tildelt et straffespark, men efter et VAR-gennemsyn kom dommer Sam Barrot frem til, at Boly havde forsøgt at filme sig til fordelen og det blev korrekt kaldt tilbage og angriberen fik gult kort.

Syv minutter før til havnede bolden hos indskiftede Liberto og han kunne skabe forløsningen ved at sende bolden ind bag James. Der blev ikke scoret mere i ordinær spilletid og kampen gik derfor i straffesparks-konkurrence.

Her brændte Alexis Ciria og Carlos Díez to af de tre første straffespark, men så tog Javi Navarro fat og reddede tre af de sidste fem spark fra Paris og så kunne Real Madrid trække sig sejrsrigt ud af straffesparks-konkurrencen med en sejr på 5-4.

Real Madrid møder dermed Club Brügge i aftenens finale, som kan følges på Real Madrid TV.


Real Madrid Juvenil A
: Javi Navarro, Fortea, Joan Martínez, Valdepeñas (Liberto, 60’), Diego Aguado (Lezcano, 53’), Cestero (Lacosta, 53’), Diego (Barroso, 75’), Carlos Díez, Yáñez, Alexis Ciria og Jacobo.

Log-på for at kommentere

Álvaro López fører Juvenil A mod ny europæisk succes

Álvaro López står foran sit hidtil største øjeblik som træner i Real Madrids ungdomssystem. Den 34-årige træner skal lede Juvenil A i Final Four i UEFA Youth League, hvor målet er at sikre klubbens anden titel i turneringens historie.

Hans historie i Valdebebas er lang og bemærkelsesværdig. López har tilbragt omkring 20 år i klubben, først som spiller og siden som træner. Som aktiv var han en del af en stærk generation med spillere som Dani Carvajal og Álvaro Morata, og han nåede også at debutere for førsteholdet under José Mourinho. Skader satte dog en stopper for karrieren, før den for alvor foldede sig ud.

Efter karrierestoppet fandt han hurtigt tilbage til fodbolden som træner i akademiet. Her har han stille og roligt arbejdet sig op gennem systemet og markeret sig med imponerende resultater. Et vigtigt skridt kom, da han blev assistent for Álvaro Arbeloa, hvor han opbyggede et tæt samarbejde med den nuværende førsteholdstræner.

Siden har López leveret den ene stærke sæson efter den anden. Han har vundet ligaer med næsten perfekte statistikker og udviklet nogle af de mest talentfulde ungdomsårgange i klubben. Især arbejdet med 2009-generationen har vakt opsigt, hvor holdet både dominerede nationalt og vandt internationale turneringer.

I denne sæson har han taget det næste skridt. Efter en rokade i januar overtog han Juvenil A og har siden videreført holdets stærke momentum. Resultaterne taler for sig selv: fuld plade i ligaen under hans ledelse og en imponerende række sejre, der har sikret plads i Final Four i Youth League.

Samlet set har López skabt en sejrsstime, der nærmer sig det absurde. På tværs af sine hold i denne sæson har han vundet 26 kampe i træk i ligaen, og med Juvenil A har han kun lidt ét nederlag siden sin tiltrædelse. Nu venter næste udfordring mod Paris Saint-Germain i semifinalen. En sejr vil bringe holdet tæt på trofæet og samtidig placere López i en særlig kategori.
For parallellen er svær at ignorere. Da Raúl González i 2020 førte Real Madrid til deres hidtil eneste Youth League-titel, skete det under lignende omstændigheder, hvor han overtog holdet sent i turneringen og fuldførte arbejdet.

Lykkes det for Álvaro López at gå hele vejen, vil han ikke bare skrive sit navn ind i klubbens ungdomshistorie. Så begynder snakken om ham som næste store trænernavn i Valdebebas for alvor.

Log-på for at kommentere

Real Madrid Castilla i pointdeling i fremrykket kamp

Real Madrid Castilla måtte i går nøjes med 1-1 i den fremskudte kamp mod Ourense.

Den var blevet rykket frem af hensyn til Real Madrid Juvenil A, som i den forestående weekende spiller Final Four i Youth League, hvor man på fredag møder Paris SG og her skal en del spillere fra Real Madrid Castilla og Real Madrid C (de spillede også en fremskudt kamp i går og vandt med 1-0) deltage.

Ourense kom til Valdebebas med stort behov for at få points med hjem i kampen mod nedrykning og man kom da også foran efter 22 minutters spil ved Sergio Benito, som udnyttede hjemmeholdets usikre start på opgøret.

Efterfølgende kom Castilla-holdet dog bedre med og blandt andre Ciria havde gode muligheder for at få udlignet, men der blev ikke scoret mere i første halvleg.

I pausen udgik Jacobo og Ciria, som blev afløst af Rachad og Yáñez, men det skulle blive en anden indskifter, nemlig Liberto, som i det 76. minut sikrede udligningen, blot seks minutter efter at være kommet på banen.

Få øjeblikke senere var Palacios tæt på at bringe Real Madrid Castilla foran, men hans langskudsforsøge sneg sig forbi den ene opstander og i dommerens tillægstid måtte Ourenses målmand hive en klasseredning frem for at redde forsøget fra selvsamme Palacios og man følte sig også snydt for et straffespark i en hektisk slutfase, hvor man også gennemtjekkede et muligt rødt kort til Diego Aguado, men han slap med en advarsel.

Real Madrid Castilla: Mestre; David Jiménez, Mario Rivas (82’ Joan Martínez), Lamini (82’ Aguado), Valdepeñas; Manuel Ángel ©, Cristian David, Palacios; Pol Fortuny (70’ Liberto), Jacobo Ortega (46’ Rachad), Alexis Ciria (46’ Yáñez).

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...