Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 1 - Cristiano Ronaldo

Diskuter denne artikel i forumet.

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 2 - Di Stéfano

Skrevet af Malthe Gejl Boesen. Udgivet i Arkiveret, fredag, 12. august 2022 23:31

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning men som madridista.dk’s samlede. Portrætterne af de foregående spillere kan ses i bunden af artiklen. Nu er vi for alvor nået til sværvægterne. Her følger nummer 2 – god fornøjelse!

2
Alfredo Di Stéfano

Født: 4. juli 1926

Position: Angriber
Periode i Real Madrid: 1953-1964
Kampe for Real Madrid: 396
Mål for Real Madrid: 308

Trofæer med Real Madrid:
- 5 x Europa Cup
- 8 x LaLiga
- 1 x Intercontinental Cup
- 2 x Latin Cup
- 1 x Copa del Rey (dengang ”Copa del Generalísimo”)

Bedrifter i Real Madrid:
- Ballon d’Or i 1957 og 1959
- Mest scorende Real Madrid-spiller ved karrierestop. I dag er han nummer 4.
- Rekordindehaver af flest kampe på stribe for Real Madrid med 171 styks fra september 1953 til februar 1959
- 5 gange topscorer i LaLiga: 1954, 1956, 1957, 1958, 1959
- 2 gange topscorer i Europa Cuppen: 1958, 1962
- Eneste spiller, der har scoret i fem forskellige finaler i Europa Cuppen/Champions League
- Hans syv finalemål i Europa Cuppen/Champions League er rekord (sammen med Ferenc Puskás)
- Mest scorende spiller i Europa Cuppen frem til 2005, hvor Raúl overhalede ham
- Mest scorende Real Madrid-spiller i El Clásico sammen med Cristiano Ronaldo
- Eneste spiller i historien, der har modtaget en Super Ballon d’Or. Den fik han i 1989
- Ærespræsident i Real Madrid fra 2000 til sin død i 2014

Alfredo Di Stéfano blev født i den argentinske hovedstad Buenos Aires tilbage i år 1926. Her begyndte han sin karriere hos River Plate, hvor han allerede i en alder af 21 drev holdet til mesterskabet som ligaens topscorer. Senere forårsagede en spillerstrejke i 1949, at Di Stéfano skiftede til klubben Millonarios i Colombia, som han tørnede ud for frem til 1953.

I 1952 afholdt Real Madrid en venskabsturnering i anledning af klubbens 50-års jubilæum på det nybyggede Estadio Santiago Bernabéu, der var blevet opført blot fem år tidligere. Her blev Millonarios inviteret som den sydamerikanske repræsentant i turneringen, og det skulle blive første gang, at præsident Santiago Bernabéu så Di Stéfano spille. Det endte med at Millonarios vandt turneringen, blandt andet med en 4-2-sejr over Real Madrid med Di Stéfano som dobbelt målscorer. Mens den colombianske klub var på verdenstur, slog de tilmed det dengang så stærke ungarske landshold samt de forsvarende verdensmestre fra Uruguay. Både Barcelona og Real Madrid havde fået øjnene op for Di Stéfano, og det skabte et ræs om at hente den argentinske stjerne. Hvordan forløbet udspillede sig, er der skrevet mange, lange artikler og kapitler om. For nuværende er formålet at skildre Di Stéfanos bedrifter i Real Madrid, og eftersom transfersagaen i sig selv er en kæmpe historie, holder vi os til det faktum, at Real Madrid endte med at snuppe Di Stéfano i 1953. For en uddybende beskrivelse af indkøbet af Di Stéfano er kapitlet ”Århundredets køb” i Sid Lowes bog ”Kærlighed og had i La Liga” en anbefaling herfra.

Lad os så komme i gang med fortællingen om en af ikke bare Real Madrids men også verdensfodboldens største aktører. Da Di Stéfano kom til klubben i 1953, var Real Madrid slet ikke i den forfatning som i dag. Barcelona havde netop vundet deres femte og sjette spanske mesterskab, Atlético Madrid stod på fire, Valencia på tre og Athletic Bilbao på fem. Real Madrid havde ikke vundet ligaen siden 1933. 14 år var der gået siden afslutningen på den spanske borgerkrig, og Real Madrid havde vundet to ud af 22 mulige spanske mesterskaber, siden ligaen blev oprettet.

Men så kom den 27-årige Di Stéfano til klubben, og momentum skiftede som med et trylleslag. Allerede i argentinerens første to sæsoner vandt Real Madrid mesterskabet, og i alt satte man sig på otte trofæer ud af elleve mulige i Di Stéfanos tid i klubben. Han scorede i sin debut fem dage efter, Real Madrid havde fået ham til klubben i september. Først i oktober afstod Barcelona endegyldigt rettighederne til ham, og to dage senere scorede han to gange og lagde op til yderligere to mål i en 5-0-sejr over catalonierne. Han lavede hattrick i de sidste to kampe i ligaen og sluttede med 27 mål på 28 kampe. I Europa skulle man rydde bordet med fem Europa Cup-titler på stribe fra 1956 til 1960 med Di Stéfano som målscorer i alle fem finaler og som topscorer i to af udgaverne.

Di Stéfano, der også gik under kælenavnet Den Blonde Pil, blev topscorer i ligaen fem gange og kunne formentlig have taget prisen flere gange, hvis ikke Puskás var ankommet i 1958 som en mere rendyrket angriber, der tillod Di Stéfano ikke altid at være manden, der også skulle afslutte angrebene. I 1957 og 1959 vandt Di Stéfano Ballon d’Or, og da han forlod klubben i 1964 i en alder af 38 stod Real Madrid på ti mesterskaber. Det var flere end nogen anden klub, og sidenhen har Real Madrid aldrig smidt føringen på vundne mesterskaber. Det samme gælder i øvrigt vundne Europa Cup/Champions League-titler.

I den tidligere nævnte bog af Guardian-journalist og ekspert på spansk fodbold, Sid Lowe, skildres det skælsættende år, hvor Di Stéfano kom til klubben således: ”1953 var vendepunktet, året, der ændrede alt. Fodboldhistorien kan deles op i et ’før Alfredo Di Stéfano’ og et ’efter Alfredo Di Stéfano’. Utallige spillere har vundet medaljer, båret deres hold frem til hæder og stået for magiske øjeblikke, der for altid lever i hukommelsen. Men kun få kan med rette hævde at have ændret historien”. Lowe tilføjer, at der for Real Madrid ikke havde været noget, der hed Galácticos, fyldte stadions, storhedsfølelse eller store succeser uden Di Stéfano. Han strækker sig endda til at hævde, at selve Spanien ville have set anderledes ud, og at den moderne fodboldhistorie ikke ville give mening uden argentinerens indtog i fodboldverdenen.

Di Stéfano er mest kendt som en angriber, og hans statistikker fortæller da også historien om en målfarlig herre. 308 mål på 396 officielle kampe har Real Madrid opgjort det til – og en del flere af begge dele, hvis man medtæller de uofficielle. Den dag i dag, hvor der er langt flere kampe i Champions League-turneringerne, er Di Stéfano stadig nummer ni på all time-listen over flest mål. Kun én spiller i top20 kan toppe Di Stéfanos målsnit på 0,84 efter 49 mål på 58 kampe – nemlig hans ven og angrebsmakker Puskás med et snit på 0,88.

Udover ordene fra Sid Lowe er det nærmest en pligt at inddrage en god portion af de mange, vilde citater fra store fodboldpersonligheder om Di Stéfano. For han er ikke blot én af de store drenge fra det gyldne mandskab i 50’erne. Han er ikke Gento, Puskás, Rial, Santamaría eller Kopa – han er en kaliber højere, og han var sammen med Gento den første af 50’ernes stjerner, der kom til klubben. Ser man gamle kampe, og dykker man ned i, hvordan Di Stéfanos fodbold blev betragtet, finder man dog hurtigt ud af, at han var langt mere end blot en angriber.

I bogen ”Fodbold i Spanien” af Svend Rybner og Jesper Ralbjerg beskrives Di Stéfano således: ”Di Stéfano er formentlig den mest komplette fodboldspiller nogensinde – selv ikke brasilianeren Pelé besad så mange og så alsidige kvaliteter”. Lad os tage fat i denne beskrivelse og gå lidt videre med den, for Pelé har selv udtalt: ”Folk diskuterer, om Pelé eller Maradona var den bedste. Di Stéfano var den bedste, han var langt mere komplet”. Også Guldbold-vinderen Eusébio istemmer og kalder Di Stéfano den mest komplette fodboldspiller i spillets historie, ligesom store navne som Michel Platini og Alex Ferguson og en lang række andre, tidligere spillere har lovprist den legendariske argentiner.

Når Di Stéfano beskrives som den mest komplette fodboldspiller nogensinde, er det oplagt med nogle mere deskriptive udtalelser. Eksempelvis fra en af historiens største cheftrænere, Helenio Herrera, der sagde, at ”Alfredo Di Stéfano var den bedste fodboldspiller nogensinde – endda langt bedre end Pelé. På én og samme tid var han ankeret i forsvaret, playmakeren på midtbanen og den farligste spiller i angrebet.” Amancio forklarer: ”Han var forsvarer, midtbanespiller og angriber. Han var simpelthen en robot. Han stod for det hele. Og han blev aldrig træt.” Den tidligere Real Madrid-spiller Juan Santísteban bemærker: ”Uanset hvad folk har fortalt dig om Alfredo Di Stéfano, så glem det. Det dækker alligevel ikke. Uanset hvor god de siger, han var, så var han bedre. Han var et monster. Ingen kunne stoppe ham. Du har aldrig set en som ham, og du kommer aldrig til det”. Legendariske Miguel Muñoz udtalte, at ”Di Stéfanos storhed var, at med ham på dit hold havde du to spillere på alle pladser”. Gento beskriver ham som mere værdifuld end tre Galácticos til sammen, og ifølge manden bag hans biografi ville man måske nærme sig Di Stéfanos niveau, hvis man samlede Redondo, Zidane og Ronaldo i én.

Nu, hvor vi er godt i gang med lovordene, så lad os også lige smide en anekdote ind fra Sir Bobby Charlton. En tidligere Guldbold-vinder, verdensmester, en af historiens bedste fodboldspillere og en Manchester United-legende. Altså ingen hr. Hvem-som-helst. Charlton husker tilbage på semifinalen i 1957 mellem Real Madrid og Manchester United i Europa Cuppen: ”De slog os 3-1, og han styrede hele kampen. Jeg havde aldrig set noget lignende. Alt gik gennem ham. Målmanden gav bolden til ham, forsvarsspillerne gav den til ham, midtbanespillerne linkede med ham, og angriberne søgte ham. Det her var Di Stéfano, da han var 30. Hvordan må han have været i sin ungdom? Han kontrollerede kampen fuldstændig. Du kiggede på ham og spurgte dig selv: Hvordan skal jeg nogensinde kunne stoppe ham? Han var ganske enkelt den mest intelligente spiller, jeg nogensinde har set”.

Vi kan blive ved og ved og ved. Citater fra Emilio Butragueño, Florentino Pérez, Ferenc Puskás, Just Fontaine og endda Johan Cruyff, som har kaldt Alfredo Di Stéfano sit største idol grundet sin bevægelse og holdånd. Derfor var Di Stéfano formentlig også en vigtig inspirationskilde for den hollandske totalfodbold og de stilarter, den senere skulle forgrene sig til.

Di Stéfano var tydeligvis en spiller, der skulle meget andet end blot at sparke bolden det sidste stykke i kassen. Han beskrives som allestedsværende på banen, hurtig, kraftfuld, teknisk stærk og generelt et skridt foran alle andre på banen. Med så flotte, anerkendende ord fra alle vinkler i fodboldverdenen, er det klart, at man i et portræt af manden bliver nødt til selv at dykke ned i gamle kampe og klip på nettet for at få syn for sagen. Selvom mange af billederne er grynede, og kameravinklerne er akavede, er det ingen sag at se, at Di Stéfano var chefen på fodboldbanen. Han ser ud til altid at være på forkant med situationerne, umulig at bringe ud af balance, uanset hvor mange modstandere der kaster sig hovedkulds ind i ham i håbet om at stoppe ham, og ligheden med Zinedine Zidane synes ikke helt fjern. Både videoklip og folk, der oplevede ham, beretter om et uimodståeligt drive frem i banen kombineret med en stærk fysik og evne til altid at opdage, hvilken retning det næste træk skal tages i. Samtidig var han ikke bleg for at aggressive, defensive løb og glidende tacklinger, og generelt fremstår han som en spiller, der må have været protagonisten i enhver fodboldkamp.

Mens Di Stéfano var uvurderlig på banen, var han ifølge beretningerne samtidig en mand, der tærede på sine omgivelser. Tidligere medspillere beretter om en ledertype i ordets mest bogstavelige forstand. Han var en spiller, der altid forlangte det maksimale af sine holdkammerater i holdets tjeneste og ikke tolererede nederlag. Tidligere holdkammerater og store navne i Real Madrids historie som Amancio, Ignacio Zoco og Santísteban erindrer en ubarmhjertig, hårdtarbejdende, frygtindgydende, temperamentsfuld, nærmest kronisk vred patriark. En person og spiller, der var fuldstændig besat af at vinde, kunne tendere mod at være decideret ubehagelig og genererede enorm respekt omkring sig. I portrættet af Amancio har vi eksempelvis allerede fremhævet episoden, hvor Di Stéfano fortalte det unge stjernefrø, at han måtte svede for at kunne gøre sig fortjent til at bære Real Madrid-logoet på trøjen.

Vi har allerede været rundt om masser af kendte citater fra andre spillere om Di Stéfano, men selv var han også garant for en række berømte udtalelser. I den mere spøjse ende sammenlignede han blandt andet en 0-0-kamp med en søndag uden sol, mens han også står bag ordene: ”At score mål er ligesom at elske: Alle kan gøre det, men ingen gør det som jeg”. Citater som ”ingen spiller er bedre end holdet til sammen” vidner om, at Di Stéfano ikke var en superstjerne med primadonnanykker, mens bemærkningen om, at ”omdømmer ikke kan vinde fodboldkampe – det kan kun mål” siger noget om, at han vidste, at der skulle arbejdes for sejren. I den absolut samtidsrelevante kategori findes det udødelige citat: ”Man skal ikke spille finaler. Man skal vinde dem”. Di Stéfanos ånd lever tilsyneladende videre i syningerne på Real Madrid-spillernes klæder den dag i dag.

Det er næsten en uretfærdig opgave at skulle skrive et portræt med en nogenlunde overskuelig længde om Di Stéfano, når der er så meget at dykke ned i. Allerede nu synes frasorteringen kriminel, og vi har ikke engang taget fat på historierne uden for banen. Som da han i 1963 blev truet med pistol og kidnappet fra sit hotel af en venezuelansk guerillagruppe under Real Madrids optaktssæson i Sydamerika for derefter at blive løsladt uskadt tre dage senere. Eller hvad med historien om den brasilianske stjerne Didi, som Real Madrid hentede i 1959 men måtte sende hjem igen et år senere, da han tilsyneladende blev frosset ude af den dominante Di Stéfano. Der er også historien om dengang, han optrådte i en reklame for damestrømper, om da hans børn fik ham erklæret inhabil, da han i en alder af 87 havde planer om at gifte sig med sin 50 år yngre sekretær, og om den Super Ballon d’Or, han som den eneste fodboldspiller i historien vandt i 1989 foran Cruyff og Platini.

Vi er dog nødt til at gøre plads til hans afslutning i Real Madrid. I 1964 nåede Real Madrid for syvende gang af ni mulige finalen i Europa Cuppen, men ligesom i 1962 blev det til et nederlag. Denne gang på 3-1 til Helenio Herreras Inter-hold, og det skulle blive Di Stéfanos sidste kamp for Real Madrid. Historien går på, at han var raget uklar med en anden enorm karakter i Real Madrids fortælling, cheftræneren Miguel Muñoz. I finalen havde Di Stéfano været stærkt utilfreds med det taktiske oplæg, og undervejs i kampen havde han råbt ukvemsord i retning af cheftræneren. Der opstod postyr i klubben, og i det efterfølgende lokalopgør mod Atlético Madrid blev Di Stéfano frasorteret. I en alder af 38 var han færdig i klubben, og det blev ingen køn afsked, idét han hverken var på bølgelængde med Muñoz eller præsident Santiago Bernabéu. Han blev ellers tilbudt en rolle i Real Madrids trænerstab, men han afslog og tog i stedet to sæsoner hos Espanyol, mens forholdet mellem Di Stéfano og Real Madrids højeste herrer blev isnende køligt. Det er næppe heller tilfældigt, at da han endelig blev cheftræner i den første af to omgange for Real Madrid efter at have trænet i andre klubber gennem en årrække på 15 år, var det fire år efter Bernabéus død. Som cheftræner for Real Madrid blev han dog aldrig en særlig stor succes, men han nåede at blive kendt som manden, der skulle give debut til størstedelen af Quinta-drengene, herunder Emilio Butragueño. Florentino Pérez gav ham heldigvis en ærefuld rolle i klubben i år 2000, hvor han udnævnte ham som ærespræsident. En post, han bestred til sin død i 2014.

Di Stéfano er det ubetingede stærkeste symbol på Real Madrids historie. Nok ender han ikke som nummer ét på denne liste, men med hensyn til historisk betydning kommer ingen i nærheden af ham. Det er alene af den grund, at ingen andre har måttet hive Real Madrid op fra sølet og placere klubben på fodboldens største scene. Han var én af tre spillere sammen med Gento og anføreren før han selv, José María Zárraga, der var med i alle de fem første Europa Cup-triumfer. Hans syv finalemål i alt i Europa Cuppen er rekord sammen med Puskás, og han vil altid være kendt som en af hovedpersonerne i den berømte 7-3-sejr i finalen i 1960 over Frankfurt, hvor han scorede hattrick. Han spillede aldrig en sæson i Real Madrid uden at vinde LaLiga eller Europa Cuppen, og i dag er Castillas hjemmebane opkaldt efter ham. Gento har udtalt, at intet ville have været det samme uden Di Stéfano, Butragueño har slået fast, at Real Madrids historie begynder med argentineren, mens Florentino Pérez beskriver ham som den vigtigste person i både Real Madrids og fodboldens historie.

At Di Stéfano alligevel ikke synes at være med i fortællingen om de største gennem tiden på samme niveau som Pelé og Maradona (ud over nutidens Cristiano Ronaldo og Lionel Messi) synes at skyldes, at han aldrig fik den store succes med landsholdet. Pelé har hele tre VM-titler, Maradona er kendt for Argentinas mytiske triumf i 1986, men Di Stéfano havde aldrig heldet til overhovedet at deltage i et VM. Det er på trods af, at han nåede at optræde for hele tre forskellige landshold, som det kunne sømme sig dengang. I 1950 og 1954 trak Argentina sig fra kvalifikationerne, ligesom han også fik karantæne af FIFA for at have spillet for det colombianske landshold. I 1958 spillede han for Spanien, men de skuffede og røg ud i kvalifikationen, og da det endelig så ud til at lykkes i 1962 som 36-årig, blev han skadet umiddelbart før slutrunden.

Di Stéfanos enorme bedrifter er altså næsten udelukkende på klubplan, hvilket muligvis til tider har afholdt ham fra at være med i de helt store diskussioner om de allerbedste spillere. Heldigvis er det dog netop for Real Madrid, at legenden om Di Stéfano har manifesteret sig, og har man bare den mindste form for hengivenhed til klubben – eller måske endda til spillet generelt – bør man i sit stille sind sende Den Blonde Pil en kærlig tanke.

Læs om nr. 3 - Raúl

Læs om nr. 4 - Sergio Ramos

Diskuter denne artikel i forumet.

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 3 - Raúl

Skrevet af Nicklas Bendtsen. Udgivet i Arkiveret, onsdag, 10. august 2022 13:01

3
Raúl González Blanco

Født: 27. juni 1977

Position: Angriber
Periode i Real Madrid: 1994-2010
Kampe for Real Madrid: 741
Mål for Real Madrid: 323
Trofæer med Real Madrid:
6 x La Liga
4 x Copa del Rey
3 x Champions League
2 x Intercontinental Cup
1 x UEFA Super Cup

Bedrifter i Real Madrid:
Flest kampe for Real Madrid: 741
Flest kampe for Real Madrid i La Liga: 550
Flest kampe for Real Madrid i Intercontinental Cup: 3
Næstmest scorende spiller for Real Madrid (delt): 323
Flest mål for Real Madrid i Supercopa de España: 7
Flest mål for Real Madrid i én Supercopa de España-kamp: 3
Flest mål for Real Madrid ved karrierestop: 323
Zarra-trofæet: 1995–96, 1998–99, 2000–01, 2002–03
Bedste spanske spiller i La Liga: 1996–97, 1998–99, 1999–2000, 2000–01, 2001–02
Pichichi: 1998–99, 2000–01
Topscorer i Champions League: 1999–2000, 2000–01
UEFA årets angriber: 1999–2000, 2000–01, 2001–02
Ballon d’Or nr. 2: 2001
Flest assists i Champions League: 2002-03
Alfredo Di Stéfano-trofæet: 2007-08
Flest mål i Champions League, da han forlod Real Madrid: 71
Yngste debutant i klubbens historie, da han fik debut: 17 år, 124 dage

“Et Real Madrid-symbol. Den evige kaptajn, som repræsenterede Real Madrids værdier på banen. Raúl var en angriber med næsten uendeligt instinkt. Han var et eksempel for alle, han ydede en maksimal indsats hver kamp, uanset modstanderen. Han ville give sit alt, han havde en umættelig appetit, som man kunne se i hver aktion. Han var altid opmærksom på riposter. Et fremragende rollemodel for alle, der nogensinde har drømt at blive fodboldspiller”. Sådan står der om Raúl González Blanco under Real Madrids legendeside.

Raúls far var fan af Atlético Madrid, og derfor var det et naturligt valg, at den unge Raúl González Blanco i 1990 blev en del af klubbens akademi. I 1992 var Atlético Madrid dog i økonomiske problemer, og klubbens præsident, den mildest talt kontroversielle Jesús Gil y Gil, så ingen anden udvej end at lukke akademiet for at spare penge.

Hvordan det skal spare klubben penge, at man dropper at udvikle egne spillere, må du ikke spørge om, men i den hvide del af Madrid kom man til at nyde godt af dén beslutning. Den 15-årige Raúl skiftede nemlig til Real Madrid, og allerede to år senere fik han debut på klubbens førstehold.

Forud for sæsonen 1994-95 havde FC Barcelona vundet det spanske mesterskab fire år i træk. To af gangene, i 1992 og 1993, havde Real Madrid endda haft mesterskabet i hånden, men smidt det ude mod Tenerife.

På Real Madrid C havde man en spiller rendende, der havde scoret 16 mål på syv kampe, og det var noget Real Madrid-træner Jorge Valdano bed mærke i. Raúl blev forfremmet til klubbens førstehold.

Michael Laudrup og Johan Cruyff kunne ikke enes i Barcelona, så den 30-årige dansker foretog skiftet fra FC Barcelona til Real Madrid, ligesom Fernando Redondo i øvrigt gjorde det fra Tenerife. Det skulle selvfølgelig komme til at betyde en masse gode ting for holdet, men det bedste var nu alligevel, at den blot 17-årige Raúl fik sin debut i en udekamp mod Real Zaragoza i oktober.

Efter sigende skulle Raúl selv have henvendt sig til Jorge Valdano og fortalt ham, at “hvis du vil vinde, så spiller du med mig. Hvis ikke, så sætter du en anden ind”.

Martin Vázquez var ude med en skade, så Raúl startede inde. Kampen endte 3-2 til Zaragoza, Raúl havde skabt en masse, brændt store chancer og leveret en assists. Han startede også inde i den næste kamp, på hjemmebane mod Atlético Madrid, som han havde forladt to år tidligere.

Allerede halvvejs i første halvleg skulle Raúl, med sit berømte 7-tal på ryggen, indtage en hovedrolle. Amavisca modtog bolden fra Redondo, vendte sig 180 grader og sendte Raúl i dybden. Her kom Rocha stormende ind i Raúls højre fod, og dommeren dømte korrekt straffespark, som Míchel sikkert sparkede ind.

Bare tre og et halvt minut senere modtog Raúl bolden fra Buyo på venstrekanten. Han tog et enkelt træk og slog et perfekt indlæg ind i hovedet på Ivan Zamorano, der headede bolden i kassen til 2-0. En assists der nærmest var identisk med den, han havde lavet i sin debut mod Real Zaragoza.

Ti minutter senere var han så på spil igen, da Michael Laudrup lagde en perfekt aflevering ind i feltet til den unge Raúl, der konsekvent sparkede bolden op i hjørnet på førsteberøringen. Der var spillet 36 minutter af Raúls første hjemmekamp, mod Atlético Madrid, 17 år gammel, og han havde scoret et mål, lavet en assist og der var begået et straffespark imod ham. Godkendt.

På det her tidspunkt var Emilio Butragueño (som vi har skrevet om her) kraftigt på vej nedad i sin karriere, og Raúl overhalede ham simpelthen. Det var symbolsk, fordi El Buitre havde været hovedpersonen bag den enorme succes i 1980’erne, mens Raúl stod for en ny tid. Han formåede at føre holdet fra 90’erne og ind i det nye århundrede.

Når man taler om Raúls styrker som fodboldspiller kan det faktisk være svært at være helt konkret. Fernando Hierro sagde, at “Raúl er ikke 10 ud af 10 til noget, men han er 8,5 til alt”, og det indkapsler måske spilleren bedst af alt. Raúl var en leder, en uforlignelig fighter på fodboldbanen, en indpisker, en målscorer, en kreatør, en ambassadør og et symbol på Real Madrid. Han stod for den vindermentalitet, som skulle komme til at gennemsyre klubben, og som man nu nyder så godt af, når tingene ser allersortest ud i Champions League. Og hvem husker ikke Raúls “dyp”? Lobbede afslutninger fra de mest sandsynlige og usandsynlige vinkler. En ægte Raúl-specialtet.

Han var firmaets mand, der kunne spille forrest, men også kunne spille længere tilbage, hvis det var til holdets fordel.

Luis Figo sagde, at Raúl var den bedste spiller han havde spillet sammen med. Alex Ferguson kaldte ham verdens bedste fodboldspiller efter Real Madrid havde skilt Manchester United ad på Santiago Bernabéu i Champions League i 2004, Jorge Valdano kaldte ham “vor tids Di Stéfano” og Pep Guardiola kaldte ham den vigtigste spiller i spansk fodbolds historie.

I den første sæson spillede Raúl 30 kampe og scorede 10 mål i alle turneringer. Real Madrid blev mestre efter fire år med Barcelona-dominans. De efterfølgende år scorede han mange mål og spillede mange kampe. Mesterskabet blev vundet igen i 1996-97 og i 1998-99 vandt han sin første Pichichi med 25 mål på 37 kampe. Året forinden havde han vundet sin første Champions League. Real Madrids første siden 1966. I dag føles det som en evighed - 32 år imellem to europæiske triumfer.

I 1999-00 blev Raúl topscorer i Champions League, bl.a. efter et mål i finalen i Paris, hvor han rundede Valencias målmand Santiago Cañzares, inden han sparkede den i kassen. Den kamp vandt Real Madrid med 3-0 og nu var man på otte Europa Cup/Champions League-trofæer.

Sæsonen efter blev han igen topscorer i turneringen, hvor man dog blev slået ud af semifinalen af de senere vindere fra Bayern München. I 2002 vandt man igen turneringen, og igen scorede Raúl i finalen. Roberto Carlos sendte et langt indkast ned mod Hans-Jörg Butt i Leverkusen-målet, og som så mange gange før havde Raúl taget et løb ned bag forsvaret. Butt så noget langsom ud i målet, men ikke desto mindre var Real Madrid kommet foran. Den finale endte man med at vinde 2-1. Du husker måske Zidanes helflugter eller Iker Casillas’ udødelige præstation fra bænken. Hvis ikke, så har vi skrevet om dem begge her på siden.

Efter 2003 havde Raúl, i hvert fald på målscoringskontoen, nogle jævne sæsoner. I sæsonerne 2003-04, 2004-05, 2005-06 og 2006-07 scorede Raúl hhv. 20, 13, 7 og 12 mål i alle turneringer, inden han igen fandt målformen frem.

I 2007-08 og 2008-09 scorede han 18 mål i ligaen og 23 og 24 i alle turneringer. I 2008 underskrev Raúl (og Casillas) en “livstidskontrakt”, som automatisk ville blive forlænget, hvis han spillede mere end 30 kampe på en sæson. Daværende præsident, Ramon Calderon sagde dengang:

- Iker Casillas og Raúl er begge gået med til at blive i klubben resten af deres karriere. På denne dag, Valentinsdag, kan Iker, Raúl og Real Madrid sige til hinanden, at de elsker hinanden, de har brug for hinanden og de komplimenterer hinanden resten af livet. Jeg vil ikke tale om penge, men jeg kan fortælle, at de vil tjene mindre end hvad de fortjener, fordi det eksempel de sætter for de unge, og den entusiasme de udviser til fansene, kan man ikke sætte værdi på.

Casillas’ kontrakt gik til 2017 og Raúls til 2011. De ville blive forlænget ved 30 optrædender, men som vi ved i dag, så nåede ingen af dem at se deres kontrakter med Real Madrid løbe ud.

I 2010, et år efter Cristiano Ronaldos ankomst, skiftede Raúl til Schalke 04 i den tyske Bundesliga, hvor han igen leverede på højt niveau. I sin sidste sæson i Real Madrid scorede han 7 mål på 39 kampe. Det sidste mål kom i den sidste kamp efter et par ugers pause pga. en skade.

I runde 34 skulle Real Madrid en tur La Romareda, hvor Raúl havde fået sin debut 16 år forinden. Han kom på banen efter et kvarters spil i stedet for Rafael van der Vaart, men undervejs i kampen fik han en skade i sin ankel. Raúl gjorde egentlig efterhånden klar til at blive erstattet af Karim Benzema, da Cristiano fik en mulighed. Målmanden reddede portugiserens skud op på returen fandt han Raúl inde foran mål, der kunne score til 1-0.

Man vidste det godt på det tidspunkt. Det var, om ikke det sidste, så i hvert fald ét af de sidste mål Raúl ville score for Real Madrid, og netop derfor jublede jeg ekstra hårdt. Det er ét af mine favoritmål, og indtil dette års Champions League-kamp mod PSG, tror jeg ikke jeg er blevet så glad over et Real Madrid-mål. End ikke Ramos’ 92:48.

Så meget betød, og betyder, Raúl for mange madridistas.

Jeg tillader mig at citere Real Madrid-journalisten Kiyan Sobhani: “Real Madrid har en stor historie for legendariske fodboldspillere, men hver generation har en definerende spiller, der har så mange ‘cojones’ pumpet ind i sine årer, at du undrer dig over, hvor i universet de kommer fra. Disse spillere, der er en håndfuld af dem, transcenderer alle og sidder ved deres eget bord. Raúl er én af de udødelige, også selvom hans fulde styrke varede kortere end vi havde håbet”.

I dag er Raúl tilbage i Real Madrid, som træner for Castilla. Han har taget den tyske mentalitet til sig, og ifølge spillerne minder træneren Raúl om spilleren Raúl. Han er krævende, besværlig, en gentleman og en vinder. Jeg drømmer om, at han gør sig fortjent til at stå i spidsen for Real Madrid en dag.

Læs om nr. 4 - Sergio Ramos

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 4 - Sergio Ramos

Skrevet af Malthe Gejl Boesen. Udgivet i Arkiveret, søndag, 7. august 2022 23:57

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning men som madridista.dk’s samlede. Portrætterne af de foregående spillere kan ses i bunden af artiklen. Vi fortsætter her med nummer 4. God fornøjelse.

4
Sergio Ramos García

Født: 30. marts 1986

Position: Forsvar
Periode i Real Madrid: 2005-2021
Kampe for Real Madrid: 671
Mål for Real Madrid: 101

Trofæer med Real Madrid:
5 x LaLiga
4 x Champions League
4 x VM for klubhold
3 x europæisk Super Cup
2 x Copa del Rey
4 x Supercopa de España

Bedrifter i Real Madrid:
- Fjerde flest kampe for klubben
- Scoret i 5 finaler: 2 Champions League-finaler, 2 finaler i VM for klubhold og 1 europæisk Super Cup
- FIFA FIFPro World 11: 2008, 2011, 2012, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017, 2018, 2019, 2020
- UEFA Årets Hold: 2008, 2012, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017, 2018, 2020
- 6 gange nomineret til Ballon d’Or med 6.-pladsen i 2017 som den højeste placering
- Bedste forsvarsspiller i Champions League: 2017, 2018
- Kåret som kampens spiller i Champions League-finalen i 2016
- Bedste forsvarsspiller i LaLiga: 2011/12, 2012/13, 2013/14, 2014/15, 2016/17
- UEFA Sæsonens Champions League-trup: 2013/14, 2015/16, 2016/17, 2017/18
- Mest scorende forsvarsspiller i LaLiga
- Én af 5 spillere til at score i to forskellige Champions League-finaler
- Flest optrædener i El Clásiso med 45 (sammen med Lionel Messi)

Listen af punkter, der er værd at fremhæve i et portræt af Sergio Ramos, synes nærmest at være uendelig lang. 16 sæsoner tilbragte han i Real Madrid, hvoraf seks var som holdets anfører, og da han forlod klubben i 2021, var det som en vaskeægte kulturbærer. Hans eftermæle er spækfyldt med store bedrifter, flotte individuelle præstationer, hovedrystende udvisninger, en enorm mængde advarsler, hovedroller i Champions League-finaler, absurd mange mål og rekorder i alle mulige afstøbninger. Der er nok ting at runde, så lad os starte fra begyndelsen.

Ramos blev født i byen Sevilla i Andalusien, og det var også her han begyndte sin professionelle karriere hos klubben Sevilla. Han fik sin debut i 2003/04-sæsonen og spillede her syv kampe for førsteholdet, men det var især på baggrund af hans præstationer i 2004/05-sæsonen, at Real Madrid besluttede at hente den dengang 19-årige spanier. Han spillede i den sæson 31 ligakampe for Sevilla og blev tildelt prisen for LaLigas gennembrudsspiller. Real Madrid havde forinden solgt Michael Owen for 25 millioner euro, og dermed havde man pengene til at hente Ramos for 27 millioner euro. Det var en pris, der dengang gjorde ham til den dyreste spanske forsvarsspiller i historien.

Det var som centerback, at Ramos slog sit navn fast i fodboldhistorien med syvtommersøm, men der skulle gå nogle sæsoner, før den position endegyldigt blev hans. I sin første sæson i Real Madrid brugte cheftrænerne Vanderlei Luxemburgo og senere Juan Ramón López Caro ham både som centerback og defensiv midtbane, og i sin anden sæson blev han af Fabio Capello anvendt som centerback og højreback. Netop højrebacken blev ofte Ramos’ position i den første håndfuld sæsoner, da han primært spillede i det centrale forsvar, når de sædvanlige centerbacks såsom Iván Helguera, Fabio Cannavaro, Pepe, Raúl Albiol og Ricardo Carvalho var ukampdygtige. Også for det spanske landshold, der vandt EM i 2008 og VM i 2010, var Ramos at finde på backen, og det gjaldt helt frem til, at José Mourinho kom til klubben i 2010. I 2010/11-sæsonen var han fortsat primært back, men fra mesterskabssæsonen i 2011/12 og frem begyndte backprojektet at nærme sig sin afslutning. Ricardo Carvalho blev en mere perifer skikkelse, og Ramos blev rykket permanent ind i centerforsvaret, hvor den ikoniske duo bestående af Pepe og Ramos tog sine spæde skridt.

I det efterfølgende årti skulle Ramos vise sig som en af fodboldens mest komplette spillere. Med en enorm springkraft, der kompenserede for de blot 184 centimeter i højden, en glimrende teknik og en afsindig vildskab og vilje til at gå forrest var det altid en forsvarsspiller, der stod ud fra mængden. Senere lagde han de lange afleveringer på sit spil, og man blev helt vant til at se de Kroos-agtige, snorlige sideskift over en halv bane. Generelt var Ramos umanerligt god med bolden af en forsvarsspiller at være, og i de sidste fire sæsoner i klubben lå han altid med en gennemsnitlig afleveringsprocent på over 90% og endda i alle fire sæsoner med gennemsnitligt seks til otte lange afleveringer per kamp.

Tilmed var Ramos en af verdens mest målfarlige forsvarsspillere, og oveni sit fænomenale hovedstødsspil forfinede han også sin sparketeknik, så han kunne supplere sine mange hovedstødsmål med flotte frisparks- og straffesparksmål. Især på straffespark var han en sikker skytte, og på et tidspunkt var han oppe på 25 vellykkede forsøg på stribe for klub og landshold. Heraf en god del af dem på Panenka’er, som blev hans signaturscoring.

Nu hvor vi er inde på målscoringen, så lad os dykke lidt dybere ned i Ramos’ statistikker, for det er bemærkelsesværdige tal for en forsvarsspiller. Allerede i sin første sæson i klubben scorede han seks gange, og den bedrift gentog han både i sin anden og sin tredje sæson. Faktisk er Ramos’ laveste antal mål på én sæson i Real Madrid de tre mål, han scorede i 2015/16-sæsonen, hvor han på grund af skader og karantæner blot spillede 33 kampe – det næstlaveste antal kampe frem til hans afsluttende sæson.

I tre af Ramos’ sidste fem sæsoner kom han endda op på tocifret antal mål. I 2016/17-sæsonen blev det til 10 scoringer, og med dem var Ramos stærkt medvirkende til, at Real Madrid vandt det spanske mesterskab. Ud over sin scoring i den spanske Super Cup i det 93. minut, der sendte kampen i forlænget spilletid, hvor Real Madrid endegyldigt sikrede trofæet, var han garant for en hel del point i ligaen. Han scorede målene i 1-1-kampene imod Villarreal og Barcelona, sidstnævnte med et hovedstødsmål på Camp Nou i det 90. minut. Han blev matchvinder imod Deportivo La Coruña med målet til 3-2 i det 92. minut, han gentog bedriften imod Betis med sin sene 2-1-scoring, og i 2-1-sejren og Málaga scorede han begge Real Madrids mål. I 2018/19- og 2019/20-sæsonerne kom han helt op på 11 og 13 mål, hvoraf en del blev sat ind på straffespark og frispark. Det var nok til at tage rekorden for flest mål fra en forsvarsspiller i LaLiga. Det var en hæder, han overtog fra Fernando Hierro, der i alt har scoret flere men en god del af dem som midtbanespiller.

Med Ramos er man naturligvis nødt til at vende hans berømte mål i minut 92:48 i Champions League-finalen i 2014 imod Atlético Madrid. Real Madrid hungrede efter det tiende trofæ og havde nået semifinalerne i hver af de foregående tre sæsoner. Historien kunne ikke været skrevet bedre, end at det var den daværende viceanfører Ramos, der med et sent mål slukkede drømmen hos lokalrivalerne og fik tændt en sådan ild i holdet, at det blot var et spørgsmål om tid i den forlængede spilletid, før Real Madrid ville triumfere. Tilmed havde han været med til at destruere Pep Guardiolas Bayern München-hold på tyskernes egen hjemmebane med to mål i 4-0-sejren i semifinalen. Også i 2016-finalen imod Atlético kom han på måltavlen, og her endte han med at løfte sit første Champions League-trofæ af i alt tre som anfører. Ovenikøbet efter at være blevet kåret som kampens spiller.

Med 671 kampe er Ramos spilleren med fjerde flest kampe i klubbens historie, kun 19 spillere har scoret flere mål i Real Madrid-trøjen, og kun to spillere har vundet flere end hans 22 trofæer. På én liste er han dog ubestridt nummer ét; antallet af gule og røde kort. Hele 26 udvisninger kom Ramos op på for Real Madrid, hvilket er dobbelt så mange som nummer to på listen, Fernando Hierro. I LaLiga sidder han både på rekorden for flest røde kort med 20 styks og flest gule kort med 173. Det er også rekord, når man sammenligner med de andre store europæiske ligaer. Også i Champions League har han modtaget flest kort nogensinde. De 40 gule er rekord, og det samme gælder de fire røde kort, hvor dog også Edgar Davids og Zlatan Ibrahimovic kan være med på Ramos’ unoder. På landsholdet er hans 24 kort også rekord.

Disse helt vilde tal er noget, som har været fast kilde til kritik af Ramos. Han har ofte været kritiseret for sin kompromisløshed og til tider hensynsløse tacklinger. Bare spørg en Liverpool-fan. Især i den første halvdel af karrieren virkede temperamentet til tider decideret utøjleligt. Eksempelvis modtog han hele fire røde kort i sin første sæson, og i løbet af sine første fem sæsoner havde han modtaget 71 gule kort og 10 røde. De helt store hjerneblødninger blev sjældnere med alderen, men han formåede trods alt kun at spille to sæsoner i Real Madrid uden at få et rødt kort; den sidste sæson, hvor han blot spillede 21 kampe, samt 2014/15-sæsonen, hvor han til gengæld slog personlig rekord med hele 22 gule kort på 42 kampe. Altså et gult kort oftere end i hver anden kamp.

Ud over de mange karantæner, som udvisningerne medførte, har der også været kritik af hans frembrusende spillestil, hvor han som den aggressive part i midterforsvaret skulle forsøge at træde frem i banen og bryde modstandernes spil. Det er noget, der formentlig har gavnet Real Madrids spil mere, end hvad statistikker og tal kan berette om, men når han kom for sent og efterlod et stort hul bag sig, var det omvendt en sikker kilde til frustration og kritik. Det betød også, at forsvarspartnere som Pepe og Raphaël Varane i perioder har fremstået som bedre forsvarsspillere, når det udelukkende drejede sig om forsvarspligterne.

Var Ramos en litterær karakter i en roman, ville han udgøre en glimrende antihelt. Og i god antiheltstil handler Ramos’ fortælling ikke kun om La Décima og de mange trofæer, mål og store kampe. Tværtimod har der ud over de dumme udvisninger også været et par andre knap så heldige episoder i Real Madrid-karrieren, som de fleste klubtilhængere formentlig husker. I den uskyldige kategori var det Ramos, der i 2011, da Real Madrid omsider havde vundet et trofæ under José Mourinho, kom til at tabe Copa del Rey-pokalen under bussen. I den mere alvorlige ende af skalaen valgte Ramos at trække et gult kort i den første af kampene i ottendedelsfinalen i 2018/19-sæsonen imod Ajax, hvor Real Madrid vandt 2-1 på udebane, for derefter åbenhjertet at omtale det som et strategisk valg. Dermed sad han ude i returopgøret på Bernabéu, hvor Ajax udspillede Real Madrid og vandt 4-1, ligesom han blev tildelt en ekstra karantænedag for sin hovedløse indrømmelse. Derfor var han heller ikke med, da man i første gruppekamp sæsonen efter tabte med 3-0 til Paris Saint-Germain.

Mange husker formentlig også sagaen i 2015, hvor Ramos brugte sin flirteri med Manchester United til at få en bedre kontrakt i Real Madrid. Lidt i samme stil spillede han formentlig for højt spil over for Florentino Pérez i kontraktforhandlingerne i løbet af 2020/21-sæsonen. Han udtalte ved sin afsked med klubben, at hans intention aldrig havde været at forlade Real Madrid, men Pérez havde sikret David Alabas underskrift som erstatning, da spanieren var for længe om at acceptere den étårige kontraktforlængelse, han var blevet tilbudt.

Disse mindre heldige nedslagspunkter i Ramos’ Real Madrid-karriere skal dog ikke skygge over, at det er en af klubbens allerstørste gennem historien. Ikke nok med at hans præstationer rækker så rigeligt til en høj placering på denne liste, var han også en af dem, der tog Real Madrid til sig helt ind i hjertet og kæmpede for klublogoet til sidste blodsdråbe. Også internationalt har Ramos høstet stor anerkendelse. Hele elleve gange kom han på FIFA Årets Hold, mens han ni gange har optrådt på UEFA Årets Hold. I begge tilfælde er det kun Cristiano Ronaldo og Lionel Messi, der været med flere gange. Derudover er Ramos seks gange blevet nomineret til Ballon d’Or, og han har rekorden for flest kåringer som årets forsvarsspiller i LaLiga med fem styks. Sammen med Messi sidder han desuden på rekorden for flest optrædener i El Clásico med 45, og fra han blev hentet i 2005, blev der spillet hele 31 Clásicos, uden Ramos missede et eneste af dem.

Siden Ramos takkede af i Real Madrid, har hans fortsatte skadesproblemer vist, at Real Madrid traf en fin beslutning, og heldigvis har Alaba vist sig som en god erstatning. Ramos’ exit forekommer dog stadig pludseligt. Sæsonen forinden havde han spillet 44 kampe, vundet det spanske mesterskab og slået personlig målscoringsrekord, men et halvt år med skader og dårlig kommunikation i kontraktforhandlingerne betød altså, at parterne måtte skilles. På daværende tidspunkt havde han dog for længst slået sit navn fast som den bedste forsvarsspiller i Real Madrids historie – og som stærk kandidat til samme prædikat i fodboldhistorien generelt.

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 5 - Benzema

Skrevet af Malthe Gejl Boesen. Udgivet i Arkiveret, torsdag, 4. august 2022 11:51

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

5
Karim Mostafa Benzema

Født: 19. december 1987

Position: Angriber
Periode i Real Madrid: 2009-2023
Kampe for Real Madrid: 648
Mål for Real Madrid: 354

Trofæer med Real Madrid:
4 x LaLiga
5 x Champions League
3 x Copa del Rey
4 x Supercopa de España
4 x UEFA Super Cup
5 x VM for klubhold

Bedrifter i Real Madrid:
- Flest trofæer i Real Madrids historie (delt med Marcelo)
- Den udenlandske spiller med flest kampe for klubben
- Næstmest scorende spiller i klubbens historie
- Femteflest kampe i klubbens historie
- Flest assists i klubbens historie
- Årets spiller i Champions League: 2021/22
- Topscorer i Champions League: 2021/22
- Sæsonens trup i Champions League: 2020/21
- Sæsonens hold i Champions League: 2021/22
- Fjerdeflest mål i Champions League
- Tredjeflest kampe i Champions League
- Tredjeflest mål i én Champions League-sæson med 15 (sammen med Cristiano Ronaldo og Robert Lewandowski)
- Ældste spiller til at score hattrick i Champions League, da han gjorde det imod Chelsea i en alder af 34 år og 108 dage
- Flest mål i knockoutfasen i Champions League med 10 styks (sammen med Cristiano Ronaldo)
- Første spiller i historien til at score i 17 Champions League-sæsoner på stribe
- Trofeo Alfredo Di Stéfano (LaLigas bedste spiller ifølge Marca): 2019/20, 2021/22
- Topscorer i LaLiga: 2021/22
- Sæsonens hold i LaLiga: 2018/19, 2019/20, 2020/21, 2021/22, 2022/23
- Sæsonens Real Madrid-spiller: 2015/16, 2018/19, 2019/20, 2021/22
- Ballon d'Or-vinder i 2022 - derudover nomineret i 2009, 2011, 2012, 2014, 2015, 2017, 2018, 2019, 2021
- Årets franske spiller: 2011, 2012, 2014, 2021
- UEFA årets mandlige spiller: 2021/22
- FIFA FIFPro World 11: 2022

Beskrivelserne af Real Madrid-legenderne på denne top20-liste har primært været spækket med lovprisninger og opremsninger af store bedrifter, der har gjort, at netop disse spillere har fået plads på listen. Helt heroppe på femtepladsen må vi dog udfolde et noget mere kontrastfyldt portræt, end tilfældet har været hidtil, men det er nu engang fortællingen om Karim Benzemas tid i Real Madrid. Han lagde ud som et spirende angrebstalent, der til tider døjede med en ugidelig attitude og problemer med disciplinen, og transformerede sig til at være en af klubbens ledende skikkelser, en toptrimmet atlet og til at være offensivens omdrejningspunkt. Tidligere fandt han sig ofte i oplæggerens rolle eller som minimum som ansvarlig for at andre store stjerner omkring ham kunne stråle, og i dag er han selv en målmaskine og den - i skrivende stund - seneste vinder af Ballon d'Or. Meget har ændret sig, siden Mourinho fremlagde sin nedsættende kattemetafor. Den kommer vi tilbage til.

Benzema kom til klubben i sommeren 2009 i samme transfervindue som Ballon d’Or-vinderne Cristiano Ronaldo og Kaká og navne som Xabi Alonso, Raúl Albiol og Álvaro Arbeloa m.fl. Forinden havde den unge Benzema gjort kometkarriere for Lyon, hvor han i de to forgangne sæsoner med 10-tallet på ryggen scorede bunker af mål, hvilket både skaffede ham Bravo-trofæet som den bedste spiller under 24 år samt en nominering til Ballon d’Or. I 2007/08-sæsonen vandt Lyon ligaen med Benzema som topscorer, og sæsonen efter blev det til en tredjeplads med Benzema som nummer to på topscorerlisten. Real Madrid var overbeviste, og den 1. juli 2009 var det officielt, at den 21-årige franskmand skiftede til Real Madrid for 35 millioner euro – cirka halvdelen af hvad Kaká kostede.

I Real Madrid fik Benzema ingen nem start på tilværelsen. Han havde svært med at tilpasse sig, og i den første sæson scorede han blot ni gange. Han var primært rotationsspiller og startede inde i blot 14 af de 29 ligakampe, han spillede. I den efterfølgende sæson kom José Mourinho til som ny cheftræner, og selvom Benzema fik væsentligt bedre gang i målscoringen, var det heller ingen dans på roser for ham at spille under portugiserens ledelse. I december 2010, altså blot en halv sæson inde i deres forhold, udtalte Mourinho de berømte ord med reference til Benzema og den slemme skade, som holdets anden angriber Gonzalo Higuaín var blevet ramt af: ”Hvis jeg ikke kan gå på jagt med en hund, så må jeg jagte med en kat. Med en hund kan du jagte mere og bedre. Men hvis du ikke har en hund, men du har en kat, så må du jagte med en kat”. Det er den mest velkendte af stikpillerne fra Mourinho, men der findes flere, eksempelvis da han udtalte, at Real Madrid havde brug for en livlig angriber – ikke en, der var ugidelig. Også Marca var på nakken af Benzema, og sportsavisen var hurtig til at døbe ham den nye Nicolas Anelka.

I Mourinhos tre sæsoner fra 2010 til 2013 spillede Benzema mellem 47 og 52 kampe, og undervejs scorede han på tværs af alle turneringer 23, 32 og 20 mål. De 32 mål i mesterskabssæsonen 2011/12 var frem til 2021/2022-sæsonen franskmandens rekord, og i sommeren 2011 havde Benzema da også fulgt rådene fra både Mourinho, Zinedine Zidane og daværende landstræner Laurent Blanc og var taget på træningslejr med målet om at smide overflødige kilo og opbygge muskelmasse. Sæsonen forinden havde Mourinho ikke givet ham et eneste minut på banen i Champions League-semifinaleopgørene imod Barcelona eller den vundne Copa del Rey-finale imod catalonierne. I alle tre kampe spillede til gengæld Emanuel Adebayor, som Mourinho havde hentet ind på halvårligt leje som erstatning for Higuaín.

Gennem tiden i Real Madrid har den kritik, som Mourinho rettede imod Benzema, formentlig også været det, som har tirret en god del af Real Madrid-fanskaren. Benzema selv har aldrig lagt skjul på, at han er en genert person, og lidt a la Mesut Özil har udtrykket i hans fodboldspil formentlig ikke været en fordel for ham, når holdet var i problemer, eller fansene blot forventede mere. Benzema har senere selv reflekteret tilbage på sin tilgang i de unge dage, og her kommer han ind på noget af det, som Mourinho var efter: ”Da jeg var 19-20, var jeg besat af fodbold og af at være på banen. Og derefter indser man lidt efter lidt, at det at være på banen ikke betyder alt. Der er andre mere vigtige ting omkring det: at spise godt, sove godt, få nok hvile, træne i styrkecenteret, så mange ting, som jeg ikke plejede at gøre, eftersom jeg så det som om, at fodbold kun handlede om, hvad der skete på banen”.

Kigger man på statistikkerne, virker det til, at det var fra 2011/12-sæsonen og frem, at Benzema bedre fandt sin rolle på holdet. Her begyndte store mængder assists at tikke ind med 19 styks i 2011/12 og 21, 16 og 15 i de efterfølgende tre sæsoner. Efter Mourinhos afsked blev flere ting også nemmere for Benzema. Dels var Mourinho godt i gang med at skabe ravage i Real Madrid i sin klassiske konfliktfyldte tredje sæson i klubben, og dels blev Higuaín solgt til Napoli, hvilket dengang skabte en skarp opdeling i de tilhængere, der applauderede salget og dem, der mente, at argentineren skulle være blevet på Benzemas bekostning.

Resultatet var naturligvis, at Benzema gik fra at få en god portion indhop i løbet af sæsonerne til at være fast starter under Carlo Ancelotti fra 2013 til 2015. Selvom kritikken ofte hang ved franskmandens præstationer, scorede han fra 2010 til 2016 altid mindst 20 mål og oftest med en flot portion assists til følge. Bemærkelsesværdigt nok syntes kritikken af ham at tage til, da hans evige støtte Zinedine Zidane overtog tøjlerne fra 2016 til 2018.

Real Madrid var flyvende i double-sæsonen i 2016/17, men for Benzema blev det blot til 19 mål og otte assists på 47 kampe. Begge dele var hans laveste antal siden sin første sæson i klubben. Godt nok fik han lavet sin ikoniske dribletur imod Atlético Madrid i Champions League-semifinalen, der førte til Iscos vigtige reduceringsmål, men statistisk set var sæsonen under niveau i forhold til de forgangne sæsoner. Og det var ingen god ting for Benzema, der nu ikke havde statistikkerne som værn imod de kritiske ord. Endnu værre blev det i 2017/18, hvor han blot scorede 12 mål på 47 kampe. Blot fem ligamål blev det til, hvoraf to af dem var på straffespark. Cristiano Ronaldo måtte forære ham den ene, og portugiseren gestikulerede flere gange til tilskuerne på Santiago Bernabéu og bad dem stoppe deres hetz imod sin franske angrebskollega. Heldigvis hjalp Loris Karius til med at give Benzema en god afslutning på sæsonen i Champions League-finalen mod Liverpool, men forventningen om et ophør af samarbejdet mellem Benzema og Real Madrid syntes at nå sit peak.

Som bekendt skete det ikke. Det blev i stedet Cristiano Ronaldo, der smuttede, mens Gareth Bale blev overrakt nøglerne til Real Madrids offensiv. Waliseren formåede ingenlunde at slå til, og i stedet påtog Benzema sig ansvaret. 2018/19-sæsonen var for langt de fleste Real Madrid-spilleres vedkommende en sæson til glemmebogen, men for Benzema var det en kæmpe oprejsning med sine 30 mål – hans daværende næstbedste nogensinde i klubben. Sæsonen efter scorede han 27 mål og var afgørende for Real Madrids spanske mesterskab. I 2020/21 nåede han igen 30, og i hans næstsidste sæson i 2021/22 var vi vidner til hans absolutte peak, da han scorede 44 gange på 46 kampe og dermed udbyggede sin hidtidige rekord med tolv kasser. Og i disse sæsoner har det vel at mærke været med væsentlig færre mål på holdet generelt end i BBC-dagene eller Mourinhos to første sæsoner.

Var Benzema blevet solgt i 2018 eller en af de forgangne sæsoner, var han næppe kommet i nærheden af denne top20-liste. I så fald havde man husket ham som en spiller, der selv i sine bedste sæsoner måtte lægge ører til væsentlig mere kritik end han fortjente, og som desværre rundede af med et par svage sæsoner. I bagklogskabens lys har Benzema heldigvis altid haft stærk opbakning fra klubben og fra præsident Florentino Pérez, der var mand bag indkøbet, for Benzema har i den grad takket for støtten. I dag er han den udenlandske spiller med flest kampe for klubben med en stor margen ned til Marcelo på andenpladsen, han har spillet femteflest kampe for klubben, han har scoret næstflest mål, og han har vundet flest trofæer med 25 styks - en rekord han deler med førnævnte Marcelo.

Herfra skal der ikke peges nogle fingre, hvis man undervejs i de sidste 14 år har givet op på Benzema, for den udgave af ham, som vi så i de sidste fem sæsoner, var ikke den samme som før 2018. Uanset om man er en af dem, der altid har taget ham i forsvar, eller om man har været fast kritiker, er der dog næppe længere noget at være uenig om. Benzema er en af fodboldens største stjerner, og det er næsten skræmmende at tænke på, hvad vi var blevet snydt for, hvis brikkerne havde placeret sig anderledes i transfervinduet i 2018.

I dag kan vi prale af at have haft en af spillets bedste og mest elegante spillere. En angriber, der på én gang fungerer som spilfordeler, oplægger og offensivt omdrejningspunkt, og som kan score stort set alle slags mål. Vi har set prøver på mål, hvor han har driblet et halvt forsvar, flotte hovedstødsmål, flugtere, skarpe afslutninger med både højre og venstre, og så besidder han tilsyneladende en særlig næse for, hvornår modstanderholdets keeper har tænkt sig at dumme sig. Samtidig virker Benzema til at være en type angriber, der ikke er besat af målene i sig selv men nærmere de trofæer, som det bringer til holdet, klubben og tilhængerne. Tidligere har han udtalt: “Jeg er her for at hjælpe mine holdkammerater. Nogle gange scorer jeg, andre gange ikke. Men det handler ikke kun om mål, da man er nødt til at være en dygtig fodboldspiller for at være en god angriber. Jeg har altid et ønske om at score mål, når jeg træder ind på banen, men jeg sætter også en ære i at assistere mine holdkammerater, forsvare og angribe”.

Benzema var allerede fungerende anfører i 2021/22-sæsonen, men med Marcelos afsked blev det officielt ham, der var holdets kaptajn i 2022/2023-sæsonen. Ligesom med Luka Modric vidste vi på forhånd, at Benzema var en af dem, vi skulle nyde sæson for sæson, for i Real Madrid opererer man med étårige kontrakter til spillere i hans alderskategori, og vi har set med eksempelvis Sergio Ramos, hvor brat det kan få en ende.

Benzema har flere gange givet udtryk for, at han ville stoppe i klubben, inden han blev en hæmsko for holdet. Det var ikke nødvendigvis der, vi var nået til, i det der blev hans sidste sæson i klubben, men faktum er, at han kun sporadisk fik vist det niveau, han var på sæsonen forinden. Han missede hele 18 kampe i sæsonen og deltog blot i 24 ligakampe, i hvad der blev et temmeligt skuffende forsøg fra Real Madrids side på at forsvare det spanske mesterskab. Han blev igen holdets topscorer med 31 mål på 43 kampe, men faktisk scorede Vinícius flere mål end franskmanden, hvis vi frasorterer hans ni mål på straffespark. Han scorede dog det ene mål, da Real Madrid vandt den europæiske Super Cup med en 2-0-sejr over Eintracht Frankfurt, ligesom hans hattrick i 4-0-sejren over Barcelona på Camp Nou banede vejen for Real Madrid til Copa del Rey-finalen, som man senere vandt over Osasuna. Om det ville blive bedre for Benzema i en ny sæson for Los Blancos uden at skulle spille med i seks forskellige klubturneringer med et VM mast ind midtvejs, finder vi aldrig ud af, for Benzema takkede den 4. juni 2023 officielt af i Real Madrid - samme dag scorede han i øvrigt i sin sidste kamp på Bernabéu imod Athletic Club. Dermed nåede fortællingen sin ende for denne underdog i Real Madrids historie, der om nogen formåede at ændre den kurs, som hans Real Madrid-karriere var på vej henad.